Debutanternes dag på Vejle Bibliotek

Debutanternes dag på Vejle Bibliotek

10 oktober 2011 af Lene Andersen
Årets to bedste debutanter blev traditionen tro kåret ved den festlige uddeling af Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat på Vejle Bibliotek fredag den 7. oktober, og dagen blev en milepæl for de to unge forfatterspirer Amalie Smith og Hanne Højgaard Viemose.

Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat blev stiftet i 2005 og blev uddelt "til en yngre dansk forfatter, der har haft lovende debut". Prisen er siden vokset og bliver nu hvert år uddelt til to lovende unge forfattere, der hver modtager 50.000. De 2 forfattere har debuteret indenfor det seneste års tid og er udvalgt af juryen, der består af litteraturprofessor Anne-Marie Mai, kritiker Lars Bukdahl, fondsbestyrer Mogens Thyssen, Joan Høeg og Else Zakarias fra Vejle Bibliotek.

I år gik prisen altså til Amalie Smith (f. 1985) med hybridromanen De næste 5000 dage og Hanne Højgaard Viemose (f. 1977) med romanen Hannah. De to romaner er om end meget forskellige, så alligevel sammenlignelige for kritiker og jurymedlem Lars Bukdahl. Bukdahl indledte sin tale til de to prisvindere med at begrunde dette med, at de ”…i øjnene på opgavekommissionen, dvs. juryen for Munch-Christensens Kulturlegat, fremstår som de to skidebedste debutbøger”, der er udkommet i Danmark i det seneste års tid.

Bukdahl sluttede sin tale af med at fremhæve de to romaners læseværdighed med udtalelsen: ”Hanne Højgaard Viemoses Hannah er en målrettet, ligefrem rejserapport, mens Amalie Smiths De næste 5000 dageer et intrikat, eksperimentalt notat-katalog, men den forskel er ikke vigtig, når ligheden er, at begge splinternye forfattere taler med deres helt egen, rige, aldrig-før-hørte stemme(sværm), selv og ikke mindst, når de slår sig selv for munden. Tillykke til os med dem".

 

Inden Lars Bukdahl kom på banen holdt forrige års vinder af debutantprisen, Lona Aburas, et oplæg, hvor hun fortalte om at vinde prisen og hvordan det var at udgive Den svære toer, der for Aburas både er titlen på hendes seneste roman OG hendes anden roman efter debuten med Føtexsøen.I følge Aburas var det at skrive roman nummer to på ingen måde så stort et problem, som man altid hører det omtalt! Den udmelding må være noget af en lettelse for dagens debutanter, der forhåbentlig har mod på at fortsætte deres forfatterskab og kaste sig over ”den svære toer”!

Læs  mere om debutantprisen og se de tidligere vindere her.

Læs hele Lars Bukdahls tale til de to vindere på hans blog.