Anders And og fanfiction

Tilbage i 1989 blev jeg for første gang opmærksom på fanfiction. Ikke som begreb – det var først mange år senere – men som fænomen. Som tillæg til nummer 42 det år modtog vi glade Anders And-læsere Gensyn med den gyldne hjelm. En fortælling som byggede videre på en Carl Barks-klassiker fra juli 1952: The Golden Helmet. Historien udkom på dansk i 1954 med titlen Anders And og den gyldne hjelm og blev i 2006 tilmed del af den danske børnekanon som det eneste produkt i Kulturkanonen uden dansk oprindelse.

Gensyn med den gyldne hjelm var noget helt særligt. Det var vinderfortællingen af en tegneseriekonkurrence lavet i anledning af Anders And-bladets 40-års jubilæum, skrevet og tegnet af to drenge på 14 år, Jesper Lund Madsen og Theis Christensen. To drenge, nogle år ældre end jeg, der tydeligvis elskede Anders And lige så meget som mig – måske endda mere – som havde taget universet til sig, gjort det til deres eget og bygget videre på det. De var tilmed dygtige til det. Faktisk så dygtige, at de siden blev professionelle tegneserieforfattere – og denne karrierevej startede altså med et stykke fanfiction.

Fanfiction
Udbredelsen af fanfiction skyldes på den ene side den bevægelsesfrihed og de muligheder for at finde interessefællesskaber, vi har opnået via internettet. På den anden side skyldes det en (i hvert fald umiddelbar) autonomi; en frihed i forhold til kulturindustriens forbrugsprodukter. Kulturforbrugeren er således både (med)skaber af sin egen kultur samt modstandsdygtig mod og frigjort af de indlejrede magtstrukturer i samtidens kulturelle produkter.

I litterær sammenhæng betyder det bl.a., at vi skelner mellem ”tekst” og ”univers”. Mellem dét af forfatteren skrevne og dét af forfatteren skabte. Et ”univers” er potentielt set uudtømmeligt, og drages vi nok af det, vil vi nå frem til, at ét narrativ (forfatterens egen ”tekst”) ganske enkelt ikke er dækkende. En forfatter har dermed (i en ikke-juridisk forstand) kun ejerskab for sin egen tekst, men ikke for universet, eftersom det bliver desto større (og desto mere uudtømmeligt) ved forbrugernes medskabelse.

Fanfiction er en kombination af dét at hengive sig et allerede skabt univers, udforske det og gøre det til sit eget – og så dét at dele selvsamme hengivelse i tekst med andre, der har det på samme måde. Begrebet ”fan fiction” blev brugt allerede så tidligt som 1939. På daværende tidspunkt i nedsættende forstand som modsætning til ”pro fiction” inden for science fiction-genren. Det vil sige amatører/fans versus de professionelle forfattere. Fænomenet er dog langt ældre end 1939. Ja, man kan velsagtens – afhængig af ens definition – spore fanfiction tilbage til litteraturens rødder, men det er en diskussion til en anden lejlighed. Nu til Andeby:

Anders And
I den seneste Anders And-udgivelse har tre velkendte krimiforfattere bidraget med en historie. Danske Lone Theils, norske Jørn Lier Horst samt svenske Camilla Läckberg. Til DR har Lone Theils udtalt, at hun anser udfordringen som ”den ultimative form for fanfiction,” og fortsætter med: ”Jeg har jo fået en masse forærende i form af det fantastiske univers og en række figurer, som vi allerede elsker højt og holder af.”

I forhold til ovenstående, så har Theils bidraget med en ”tekst”, en historie, til et allerede eksisterende ”univers”. Et univers, der over mange årtier har bevist, at det kan rumme et utal af tekster og historier. Skabt af professionelle fra alskens lande, men vi amatører kan naturligvis også byde ind. Bare for os selv, i forskellige fanfora eller måske prøve det af over for et forlag.

Egmont, der er den danske udbyder af Anders And, har da også inviteret folk til at byde ind på, hvor Anders And skal hen i det danske landskab. ”Udkants-Danmark” skal blive del af universet, og læserne er blevet opfordret til at motivere for henholdsvis Vendsyssel, Sydfyn, Lolland-Falster og Bornholm. En invitation til fri digtning, der muligvis kan ende med at blive kanoniseret som del af en reel udgivelse. Førhen har Anders And besøgt danske turistattraktioner som København, Roskilde Domkirke, Jellingstenene og Kronborg, men det er ikke utænkeligt, at vi inden længe følger ham på øhavshop med færgen Helge ved Sydfyn, som en bruger har foreslået det.

Generelt er grænserne mellem fiktion og fakta blevet mere flydende de seneste årtier i Andeby-universet. Tidligere kom Anders And & Co. rigtignok til flere faktiske destinationer, men de var sjældent mere specifikke end en bjergkæde, et kontinent, et land eller et velkendt område.  Det er heller ikke kun kendte gæste-manuskriptforfattere, der er blevet del af universet (Anders Lund Madsen blev det allerede i 2010), men kendte personer som statsminister Lars Løkke Rasmussen og reality-kendissen Sidney Lee har tilmed optrådt i striberne som henholdsvis Lars Grynte Grismussen og Slibri Lee.

Idealforestillingen om det autonome kunstværk – et værk, der eksisterer uden for enhver social, politisk og økonomisk sammenhæng – er længe gået bort, og i stedet er den autonome kulturforbruger trådt i scene. En kulturforbruger, som ingenlunde er en passiv modtager, men snarere en medaktør. Skellet mellem rummene, kulturfremstillerne på den ene side og forbrugerne på den anden, er i dag, hvis ikke nedbrudt, så papirtyndt. Det er derfor på ingen måder underligt, at Anders And-universet har åbnet sig op for universet på den anden side af bladets sider. Ligesom det ikke er overraskende, at fanfiction i dag er en konstant voksende subgenre med omdrejningspunkt i deling af materiale blandt ligesindede.

Anders And og fanfiction
I 1995 kom en mere officiel efterfølger til Carl Barks’ klassiker Den gyldne hjelm, Don Rosas Columbuskortene. Don Rosa opfattes ofte som den bedste ”andetegner” siden netop Carl Barks – og fortællingen er absolut også glimrende. Dét sagt, så fremstår Madsens og Christensens fanfiction fra 1989 stadig som den rigtige efterfølger til Den gyldne hjelm. I hvert fald for undertegnede.

Skulle jeg selv en dag give mig i kast med fanfiction i Andes And-regi, er der ingen tvivl om, at Skarp Skarpson ville være i centrum. En skøn figur, sagfører til fingerspidserne, der netop har en fremtrædende rolle i de tre fortællinger om den gyldne hjelm. ”Flikus, flakus, flumdidelidum,” som Skarp Skarpson selv ville konkludere det.