Kontroversiel og verdenskendt dokumentarist
Instruktøren, forfatteren og aktivisten Michael Moore har om nogen sat den politiske og samfundskritiske dokumentargenre på landkortet med imponerende gennemslagskraft og omsætningstal, der nærmer sig blockbuster niveauet, man kender fra toppen af fiktionsfilmbranchen. Det har skaffet den lille trinde Moore millioner af fans, men også mange, som ikke kan udstå ham og mener, han åbenlyst manipulerer med faktuelle data for at fremme sig egen venstrepopulistiske agenda.
Michael Francis Moore er født den 23. april 1954 i Davison i delstaten Michigan. Forældrene og bedsteforældrene arbejdede på en af de utallige bilfabrikker, General Motors har opført i Michigan. En af hans onkler var med til at grundlægge fagforeningen United Automobile Workers og deltog i strejker og blokader for bedre løn- og arbejdsforhold. Moore er vokset op i et typisk katolsk hjem med engelske, irske og skotske aner. Han studerede journalistik på University of Michigan–Flint og skrev sideløbende for diverse lokale blade.
I midten af 80’erne flyttede Moore til San Francisco, hvor han fortsatte sit journalistiske virke og vakte opsigt med en konfronterende stil overfor kolleger, i valg af emner og vinkling samt rapkæftede åbenmundethed. Han fik desuden ry for at være ideologisk firkantet og rigid. Moore blev fyret fra et alternativt medie, lagde sag an for uretmæssig afskedigelse, engagerede sig i General Motors medarbejdernes trivsel og skrabte penge sammen til debuten som dokumentarist med Roger & Me (1989).
I filmen ‘mandsopdækker’ Moore bilkoncernens øverste direktør Roger Smith, mens denne lukker en række General Motors fabrikker i Michigan. Roger & Me modtog en del positive anmeldelser, dog mente de kritiske af slagsen, at han optrådte som en demagog, der overdrev sine virkemidler, fortalte historien ukronologisk og tyede til unødvendig emotionel påvirkning af seerne. I 1995 kom Moores komedie Canadian Bacon, der satiriserer over forholdet mellem nabolandene Canada og USA med Alan Alda i hovedrollen. Filmen nåede til Cannes, men fik hug af både kritikere og publikum.
Efter The Big One (1997), der følger Moore under promoveringen af bogen Downsize This!, som tager udgangspunkt i den amerikanske arbejderklasses angst for at miste deres jobs grundet effektivisering og outsourcing, kom det store gennembrud med Bowling for Columbine (2002). Her sætter Moore, der modtog en Oscar for bedste dokumentar året efter, fokus på vold, mord og kriminalitet i USA og begrunder den eskalerende stigning med de ufattelige mange våben, der er i omløb i samfundet og ofte forbavsende let at få fat i.
Handlingens centrale omdrejningspunkt er det uhyggelige skoleskyderi i Columbine High School i 1999, der endte som en ren massakre med 13 dræbte. Bowling for Columbine, som skabte kødannelser i biograferne og jubel hos de fleste anmeldere, er Moores mest helstøbte indsats med et velvalgt blandingsforhold mellem humor, provokation og empati. Fahrenheit 9/11 (2004) blev en endnu større kassesucces og tager ved hjælp af polemisk krasse metoder fat i følgerne af terrorangrebet mod USA i 2001, præsident Bush håndtering af det og invasionen af Irak i 2003. Filmen modtog sågar de gyldne Palmer i Cannes og har omsat for mere end 200 millioner dollars inden- og udenfor USA.
Det intellektuelle fyrtårn, forfatteren Christopher Hitchens, for hårdt frem mod filmen og Moore med beskyldninger om bevidst vildledning, en bandbulle der vakte internationel opmærksomhed. Moore og andre tog til genmæle i den hidsige debat, som sandsynligvis trak ekstra publikum til nysgerrige omkring, hvad al den medieståhej mon gik ud på. Medarbejdere fra medicinalgiganterne Pfizer, Eli Lilly, AstraZeneca og GlaxoSmithKline fik mundkurv på, da Moore ledte efter kildemateriale til Sicko (2007), der handler om det amerikanske sundhedssystem og navnlig dets mangler og socioøkonomiske slagsider.
Capitalism: A Love Story (2009) stiller skarpt på finanskrisen og dens fatale følger for millioner af boligejere, markedskræfternes frie spil og overgangen fra Bush administrationen til Obama styret. Moore udtalte under lanceringen af dokumentaren: ‘Democracy is not a spectator sport, it's a participatory event. If we don't participate in it, it ceases to be a democracy. So Obama will rise or fall based not so much on what he does but on what we do to support him.’ Den holdningsmæssige varedeklaration har været utvetydig fra dag 1 i karrieren som leverandør af dokumentarer med fingeren på pulsen.
Verden kom dernæst til vente seks år med nyt fra Moore på filmfronten. Where to Invade Next (2015) er udformet som en rejsedagbog fra Itallien, Frankrig, Finland, Tunesien, Slovenien, Tyskland og Portugal for at undersøge, hvad USA ville kunne lære af disse lande. Den markante og amerikanske journalist Godfrey Cheshire skrev følgende om filmen: ‘Moore's surprising and extraordinarily winning Where to Invade Next will almost surely cast his detractors at Fox News and similar sinkholes into consternation.’
Der gås næppe overraskende bidsk til stålet i Michael Moore in TrumpLand (2016), hvor instruktøren i sit soloshow foran publikum tager Donald Trump under kærlig behandling i et valgår med et lønligt håb om at undgå det, han ser som en decideret katastrofe; nok stemmer til Trump kan erobre det Hvide Hus. Samme emne er oppe at vende i Fahrenheit 11/9 (2018), hvor titlen hentyder til datoen den 9. november, der sikrede Trump valgsejren og fire år ved magten. Fahrenheit 11/9 er pt Moores seneste film og muligvis sidste.
Skulle Trump genvælges i 2024 trods stiv kuling omkring hans person og igangværende retssag, kan det måske lokke Moore i arbejdstøjet påny. Han er executive producer på Planet of the Humans (2019), der tager fat i klimaproblematikken, og hvad der bør gøres ved den. Moore står bag otte debat- og fagbøger udgivet fra 1996-2011. Heraf er Stupid White Men ...and Other Sorry Excuses for the State of the Nation! (2001) og Dude, Where's My Country? (2003) nok de mest kendte. Han har desuden gjort sig i satire i tv serie-, teater- og magasinformatet.
Moore udsender stadig sine RUMBLE with Michael Moore podcasts og har givet Rage Against The Machine, R.E.M og System of A Down en hjælpende hånd med flere af deres videoer. Den bredtfavnende og multimediale amerikaner har, som det fremgår, delt vandene, og verserende historier om ham er der rigeligt af. Trump burde ifølge Moore have været afsat som præsident, og han så helst demokraten Bernie Sanders som partiets kandidat i 2016 og 2020. Da det ej lykkedes, tilfaldt støtten Joe Biden.
Mindre venligt stemte har harceleret over, Moore brugte uorganiseret arbejdskraft under produktionen af Capitalism: A Love Story, og at han råder over et svimlende millionbeløb og ni forskellige bopæle efter skilsmissen i 2014. Ordet hykleri er flittigt blevet påhæftet Moore, der ligeledes fik bredsider for at have kædet Trump visuelt sammen med Hitler i Fahrenheit 11/9. Michael Moore sparer sjældent på krudtet, og ikke sjældent skyder den svorne antikapitalist med spredhagl.
Men Moore har absolut sine stunder, og Bowling for Columbine vil blive stående som et vigtigt og betydende filmværk, der maner til besindighed og omtanke i en voldsparat stormagt, hvor tendenserne til at fyre håndvåbnene af stadig kalder på mere end almindelig kritisk stillingtagen. Her har instruktøren med kasketten ydet sit og tak for det.