Modtagerne af Sigvaldi-prisen 2020

Sigvaldi-prisen til Asger Schnacks Forlag og Forlaget Virkelig

Mikroforlagene Asger Schnacks Forlag og Forlaget Virkelig hædret med Statens Kunstfonds nystiftede Sigvaldi-pris 2020

”Med Sigvaldi-prisen har Kunstfonden ønsket at hædre og opmuntre de små danske forlag. De første modtagere af Sigvaldi-prisen, Asger Schnacks Forlag og Forlaget Virkelig, er små forlag af stor betydning for dansk litteratur. En ældre aktør og en yngre, et forlag, der udgiver dansk litteratur, og et andet der fortrinsvis udgiver udenlandsk, begge på højeste niveau og i alt hvad de foretager sig båret af idealisme og kyndighed og frem for alt kærlighed til litteraturen”, siger Jens Smærup Sørensen fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur.   

I starten af oktober stiftede Statens Kunstfond den årlige Sigvaldi-pris, opkaldt efter forlæggeren, digteren og oversætteren Otto Sigvaldi (1943-2015), der i begyndelsen af 1970'erne gjorde sig bemærket ved at sælge egne og andres værker fra en barnevogn på Strøget i København.
Med den nystiftede pris, der skal sætte spot på de små forlag og deres betydning, og hver gang skal gå til to forlag, følger 75.000 kr.
Der indkom 111 indstillinger fordelt på 50 forlag - så man må sige, at der virkelig er gang i den hos de litterære græsrødder. 

Forfatteren og forlæggeren Asger Schnack er kendt for i over 50 år utrætteligt, kompromisløst og med stor begejstring at have arbejdet for de små forlag, og det er derfor velfortjent at hans forlag modtager prisen for de mange års passionerede formidling. 
Asger Schnacks Forlag begyndte som forlaget Swing i 1974-79, og efter en længere pause genopstod det som forlaget Bebop 2000-12. Efter endnu en kort pause skiftede det i 2014 navn til Asger Schnacks Forlag. På Asger Schnacks Forlag udkommer væsentlige genudgivelser og vigtige nyheder af fortrinsvis danske forfattere, såvel debutanter som etablerede navne.
Se udvalgte værker fra forlaget i oversigten nederst - eller alle udgivelserne i denne søgning.

Men også den anden prismodtager, forfatter og forlægger Andreas Vermehren Holm fra Forlaget Virkelig har med sit høje kvalitetsniveau og øje for eksperimenter gjort sig yderst heldigt bemærket igennem flere år. Mikroforlaget, med beliggenhed i København og Svendborg, har udgivet en lang række både danske og udenlandske forfattere i dansk oversættelse med fokus på litterære kortformer, skitser, poetikker og eksperimenter. Tekster, hvor den største forestillingskraft og tænkning rummes på nogle få sider. 
Se udvalgte titler herunder - eller hele den imponerende mængde udgivelser (54!) i denne søgning.

Mere om prisuddelingen hos Statens Kunstfond.

Materialer