Lektørudtalelse

Forfatter: Bjørn Ulrik Larsen

Der er både vid og bid i denne seriøse og tankevækkende beskrivelse af den moderne og hastige danske hverdag. Det er ikke for meget at hævde, at samfundsforskeren Johannes Andersen fra Aalborg Universitetscenter har skrevet en nødvendig bog, der rammer præcist og dybt - og som tilmed er underholdende! Vi lever i forbifarten, privat som arbejdsmæssigt. Vi lever stort set uden forpligtende relationer; selv den praktiske solidaritet er afløst af institutionaliseret professionalisme. Centrifugens tomrum har ført til overdreven individualisering, til rastløshed og berøringsangst. Den mest radikale samfundskritik i dagens Danmark er det omfattende spilleri og skraberi. Vi er blevet tilskuer til vort eget liv. Johannes Andersen opfordrer til at stikke en kæp i hjulet på hverdagens centrifuge. Hastigheden skal sættes ned, hverdagen gøres besværlig med ordinære og menneskelige sysler og vi skal igen etablere et dynamisk politisk fællesskab - generobre demokratiet med plads til diskussion af uenigheder. Det har ikke været ambitionen at producere videnskab, men at foretage konkrete analyser til inspiration for nye politiske forestillinger og idéer. Håbet om at levere inspirerende samfundsvidenskab er indfriet. Bogen skal læses, før det er for sent