Stillbillede fra filmen "Min lille hund Mester".

Om dette arrangement

Tid
10:30
Pris
Gratis
Lokalitet
Byens Bio
Målgruppe
For mindre børn
Film

Børnebiffen (5-6 år)

Tirsdag 28. marts
Nu kan de 5-6 årige igen få sig en rigtig biografoplevelse, når Jelling Bibliotek med hjælp fra frivillige i Byens Bio inviterer til en formiddag med gevaldig gode film målrettet de yngste.

De 5-6 årige børn får seks korte formiddagsfilm. Her er der både film om en frø, en fugleunge og om at få sin egen køkkenhave.

Filmene er udvalgt, så de passer til aldersgrupperne både med hensyn til indhold og varighed, og både pædagoger, forældre og bedsteforældre er selvfølgelig velkomne til at tage med en tur i biffen.

Gratis entré.
Billetter skal bookes her på hjemmesiden. Det er først til mølle.
Både børn og voksne skal have billet.

Filmprogram:

Filmen om frøen (6 min.)
En lille, humoristisk film om løvfrøen – der også kaldes en tudse. Den har mange spøjse egenskaber, fx kan den skifte farve og har sugekopper under fødderne. Den kan godt lide at dase i solen og spise insekter. En dag ser en af frøerne en okse. Frøen drømmer om at blive større end oksen, men det er ikke så nemt. Filmen er baseret på en fabel af La Fontaine.

Josefines Bondegård - Køkkenhaven (13 min.)
Josefine har fået lov til at få sin helt egen køkkenhave, og hendes far hjælper hende med at hente gødning og plante grøntsager i den. Imens har morfar slagtet en hane, de skal spise til aftensmad, og han har lovet Josefine, at hun må plukke fjerene af den og være med til at rense den.

Peter Pix: Vækkeuret (1 min.)
Peter Pix ligger og sover, vækkeuret ringer på natbordet. Han ignorerer det. Uret bliver mere og mere insisterende. Dynen samarbejder med vækkeuret, og den begynder at glide af Peter P.  Hans tøj  glider ind under dynen til den sovende Peter P.  og klæder ham på.

Binke kan ikke flyve (14 min.)
En lille tegnefilmmusical for børn om fugleungen Binke, der ikke kan flyve og derfor efterlades hos skovmusen Oskar, da de voksne fugle om efteråret drager sydpå. Men selv om man godt kan savne far og mor, er der da også skæg og ballade, mens man venter på foråret. Og på at kunne beherske flyvningens vanskelige kunst.

Min lille hund mester - Katteballade (9 min.)
Mester bor i et lille hus på landet sammen med en rar mand, som hedder Thomas. Nu har Thomas fået sig en kone, som hedder Bibi, og det har Mester fået meget godt ud af. Bibi er nemlig en rigtig dyreven. Bibi har også en kat, men det lader Mester, som om han ikke har lagt mærke til. Ordentlige hunde kan ikke lide katte, og nogle gange er han nødt til at vise katten, hvem der bestemmer. Thomas fortæller Mester en historie om en konge, som også gerne ville bestemme alting, men endte med at lære klogskab af kvinder i Afrika. Efter historien får Mester og katten en frikadelle, og så opdager Mester, at man kan vænne sig til meget - selv katte.

Peter Pix: Kærestebrevet (2 min.)
Peter Pix kommer ind med et brev, dufter spændt til det, åbner og trækker et rødt papirhjerte ud. Hjertet slår, mens han kigger på et billede af sin udkårne. Han gør sig klar til at møde hende. Prøver skjorter, sætter håret og kigger sig i spejlet. Mangler der noget? Skæg! Han afprøver nu forskellige modeller, som han "maler" på med fingrene.

I samarbejde med Byens Bio, Jelling.