Forfattermøde med Benjamin Koppel
Familiekrøniken ”Annas sang” har rørt folk over hele landet og bogen er en af de bedst sælgende bøger det sidste år.
Hannah (romanens hovedperson) vokser op som den yngste af fem børn i den jødiske emigrantfamilie Koppelman. Hun drømmer om at blive musiker som sine brødre, og bliver optaget på konservatoriet. Da hun forelsker sig i den unge idealist Aksel, synes friheden og lykken at være lige indenfor rækkevidde. Men i hendes jødiske familie betyder slægten og traditionerne alt, og da brødrene afviser ægteskabsmæglerens forslag til jødiske brude og gifter sig med danske kvinder, er det kun Hannah, der kan redde familiens ære. Skal hun ofre sig og opgive musikken og den mand, hun elsker?
I aftenens foredrag tager Benjamin dig med bag scenen på sin anmelderroste roman. Bogen bygger i høj grad på hans tante Annas vanskelige og dramatiske liv, som hun nåede at fortælle om til Benjamin gennem en række samtaler i de sidste år af hendes liv. Annas historie er en medrivende fortælling om pligt, social kontrol, ensomhed, forfølgelse og krig, men også om kunst, ukueligt livsmod og den altovervindende kærlighed.
Om forfatteren
Benjamin Koppel har indtil nu mest været kendt som musiker og komponist. I 2011 udgav han sammen med coach Casper Rongsted bogen ”Ud af musikken - Sådan forklarer man musik for en kat”, hvor han delte ud af sine erfaringer med at lære, præstere og kreere i musikkens verden. ”Annas sang” er hans første roman.