Portræt af Mich Vraa
Foto: Simon Nørlev

Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
70 kr.
Bibliotek
Målgruppe
For voksne
Litteratur

Under en anden himmel // forfattermøde med Mich Vraa

Onsdag 20. marts
Hvem var Henri, før han blev Henrik? Og hvad skete der egentlig i sommeren 2017, da Prins Henrik efter et ophold på vinslottet i Frankrig pludselig meldte ud, at han ikke ville begraves ved siden af Dronningen? Vær med, når forfatter Mich Vraa fortæller om sit arbejde med romanen "Under en anden himmel", i hvilken han giver sit eget farverige bud på, hvad der kunne være foregået.

I sommeren 2017, som skulle vise sig at blive Prins Henriks sidste, opholdt han sig i fjorten dage alene på sit slot Chateau Cayx i nærheden af Cahors i Sydfrankrig. 3. august mundede opholdet ud i en meddelelse fra hoffet om at prinsen ikke ville stedes til hvile ved siden af sin hustru i Roskilde domkirke. Meddelelsen vakte furore i kongehuset og befolkningen.

Ingen ved rigtig hvad Danmarks franske prins foretog sig i løbet af de uger han tilbragte på sit sydfranske slot. I efteråret 2021 satte forfatteren Mich Vraa sig for at skrive en roman om, hvad der kunne være foregået i Prins Henriks sidste sommer. Det blev et arbejde som afstedkom en voksende sympati hos forfatteren for en mand hvis skæbne var virkelig usædvanlig – faktisk præcis så usædvanlig som den var blevet forudsagt af en kinesisk shaman i et havneskur i Hongkong i 1957: ”Du skal forsvinde fra verden, men uden at dø, og du skal genfødes et andet sted og dø under en anden himmel.”

Om bogen

Hvem var Henri før han blev Henrik? Den mand som alle danskere over 10 år har en mening om og sikkert føler at de kendte, var en ganske anden før han mødte sin skæbne i London som 30-årig. Her fik han i 1965 ved et tilfælde en prinsesse, Danmarks tronfølger Margrethe, til bords.

Mich Vraas roman "Under en anden himmel" er beretningen om drengen, der kom til Fransk Indokina – det nuværende Nordvietnam – som spæd og tilbragte sine første fem år i Hanoi. Ritou (Henris kælenavn) var ældste søn af André, en driftig forretningsmand, hvis formue i dagens valuta formentlig skulle tælles i milliarder. I 1954 da franskmændene forlader Indokina, mister familien stort set alt og flytter til Sydfrankrig under langt mere beskedne forhold.
De næste årtier lever den unge Ritou en yderst omtumlet tilværelse med studier i Paris og Hongkong, rejser i Østen, krigstjeneste i Algeriet og endelig en lovende karriere inden for diplomatiet. Da han møder sin kommende hustru i London, er han netop blevet tilbudt en post på ambassaden i Hongkong.

I "Under en anden himmel" fortæller Ritou sin farverige historie til Emma Kirby, en ung, engelsk kok som har reddet ham ned fra et bjerg i Sydfrankrig, hvor han flakkede omkring med en kurv fuld af nyfundne trøfler. De to udvikler et umage venskab, men Emma får aldrig at vide hvem hendes distingverede gæst er.

Om Mich Vraa

Mich Vraa er uddannet journalist og har oversat en række af tidens store amerikanske og engelske forfattere. 

Som forfatter er han især kendt for sin romanserie om Dansk Vestindien, hvor første bind, “Haabet”, udkom i 2015, samt for bøgerne "Pigen fra det store hvide skib" og "Tre dage i april", som han har skrevet sammen med Jesper Bugge Kold.

 

Materialer