”O at være en høne” - en hyldest til Tony Vejslev & Frank Jæger
Seks af de mest populære af Tony Vejslevs og Frank Jægers sange har siden 1974 været repræsenteret i Højskolesangbogen, og flere kendte danske kunstnere har indspillet dem med succés, bl.a. Erik Grip og Kim Larsen. Tom Frederiksen, Finn Olafsson & Torsten Olafsson har sammen markeret sig med deres særlige fortolkninger af Tony Vejslev og Frank Jægers bedste sange.
I dette koncertforedrag kan du opleve trioen fremføre både kendte og mindre kendte sange og fortælle om Tony Vejslev og Frank Jægers mangeårige, unikke samarbejde.
Musikforlaget Olafssongs v/Finn Olafsson har administreret Tony Vejslevs komponistrettigheder og varetaget hans plade- og nodeudgivelser gennem mere end 40 år. Trioen har således en både personlig og fagligt velfunderet indsigt i repertoiret og fortæller levende om sangene og deres tilblivelse gennem årene - i både lyse, muntre og mere dunkle toner.
Om trioen
Tom Frederiksen er en fantastisk fortolker af Frank Jægers tekster, og trioen har lavet nye arrangementer af sangene, som primært guitaristen Finn Olafsson har "klædt på" med sine karakteristiske akustiske guitar temaer.
De tre musikere har alle livslange professionelle musiker erfaringer med sig i bagagen. Finn Olafsson er kendt som guitarist, producer og komponist, både med sin egen guitarmusik og fra sine samarbejder med kunstnere som Anne Linnet, Pia Raug, Lars Lilholt, Erik Grip - og ikke mindst sit duo samarbejde med Anders Roland gennem adskillige år. Sammen med sin bror Torsten Olafsson, bassist, sanger og multimusiker, startede han sin karriere i det legendariske symfoniske prog rock band ACHE.
Men til dette koncert er de elektriske instrumenter dog lagt på hylden til fordel for de akustiske guitarer, den akustiske bas og brødrenes to korstemmer, som klinger smukt sammen med Tom Frederiksens varme vokal.
Gratis entré, men husk tilmelding.
