Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
60 Kr
Bibliotek
Hvor
Salen
Målgruppe
For voksne
Voksen

Tænkepause om 'Eksperter'

15.11.21
Glæd dig til en aften med tid til store tanker om nogle, vi ikke kan leve uden: eksperterne. N. Leila Trapp, lektor og eksperternes ekspert fra Aarhus Universitet, deler sin viden om og holdninger til alskens eksperter - både hverdagens helte som vvs’ere og baristaer og de halvstuderede røvere, som for vores fælles bedste burde holde lidt igen med deres bedrevidenhed.

Eksperter har ikke en beskyttet titel. Populistiske politikere bagtaler dem, hvis de med deres faktabaserede viden modsiger deres fikse ideer, og online foregiver rene amatører at vide bedre end de sande specialister. Klogeågerne skal jo ikke tro, de er noget, bare fordi studenterhuen trykker. 

Eksperter former vores hverdag med anbefalinger og assistance. Men alligevel stiger og falder deres popularitet med ekspresfart. Vi tilbad dem i 1990’erne, da de fortalte, at vi bare kunne bælle rødvin med god samvittighed – det er jo sundt! Men statsminister Anders Fogh Rasmussen lærte os, at ekspertise er lig med smagsdommeri, og at vi skulle frygte ”et eksperttyranni”. Der skulle nærmest en coronapandemi til for at genoprette eksperternes gode ry og rygte, for uden deres beroligende viden, overblik og erfaring kunne alle vi andre let forfalde til at frygte selve menneskehedens udryddelse på grund af en løssluppen virus. Eller begynde at sprøjte desinfektionsmiddel ind i blodårerne, som den ultimative fjende af enhver form for ekspertise foreslog sidste år.

Derfor er der behov for en Tænkepause, hvor vi kan udforske, hvad eksperter egentlig er for nogle damer og herrer. I denne Tænkepause ser N. Leila Trapp, eksperternes ekspert, nærmere på alskens eksperter og fremlægger på baggrund af sin store sagkundskab beviser for, at vi alle er eksperter i at afgøre, om nogen virkelig er ekspert eller blot en halvstuderet røver.

N. Leila Trapp er lektor i virksomhedskommunikation ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet. Hun har i sin forskning beskæftiget sig med, hvordan private, offentlige og medlemsdrevne organisationer former deres kommunikation på godt og ondt. Hendes bog Eksperter er en del af serien Tænkepauser, hvor topforskere fra Aarhus Universitet formidler deres viden om centrale temaer. Idéen er at formidle forskningen til nye målgrupper og ind i hverdagens pauser - fra sofahjørnet til løbeturen.