Portræt af Mai Britt Guldin

Om dette arrangement

Tid
17:00 - 19:00
Pris
60/30 Kr
Bibliotek
Målgruppe
Voksne
Voksen

Tænkepause om 'Sorg'

22.01.20
Den tid, den sorg, siger vi. Men hvad gør vi, når sorgen rammer? Tag en tænkepause om sorg sammen med sorgforsker Mai-Britt Guldin fra Aarhus Universitet, som ikke mener, at vi skal tage sorgerne på forskud. Hvis vi til gengæld tør give sorgen en plads i livet, når den dukker op, kan dens smerte ikke bare forvandle sig til erindringens glæde, men også lære os at leve.

Vi er dødsensangste for døden. Og vi holder helst vores egen og andre menneskers sorg ud i strakt arm. For sorg minder os om, at vi alle vil miste, og at vi alle skal dø. Sorg føler vi dog ikke kun, når et menneske dør. Vi mærker også fortvivlelsen, når vi lider andre af livets mange tab - fra skilsmisse til alvorlig sygdom.

Men vi bør turde tage sorgen på os, mener sorgforsker Mai-Britt Guldin. Bøger om sorg og sorgarbejde, tags som ”Je suis Charlie” og offentlige mindehøjtideligheder er med til at lære os kunsten at miste. Og det er et menneskeligt grundstof. For først når vi møder vores egen og andres dødelighed, kan vi lære at værdsætte livet.

”Når man tør gå ind i de følelser, hvor mørket kaster lange skygger, dybe længsler flår i hjertet, og den menneskelige skrøbelighed bliver åbenbar, møder vi os selv og hinanden”, siger sorgforskeren selv.

Mai-Britt Guldin er klinisk psykolog og specialist i psykoterapi ved Aarhus Universitetshospital og sorgforsker ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. Hendes bog Sorg er en del af serien Tænkepauser, hvor topforskere fra Aarhus Universitet formidler deres viden om centrale temaer. Idéen er at formidle forskningen til nye målgrupper og ind i hverdagens pauser - fra sofahjørnet til løbeturen.