Forfatterskærmen på Vejle Bibliotek

Du har mulighed for at møde en forfatter "face-to-face" i voksenbiblioteket på Vejle Bibliotek. Eller næsten, for der er ikke tale om en forfatter i levende live, men en Forfatterskærm.

Forfatterskærmen er en stor touchskærm i fuld mandshøjde, hvor en kendt forfatter står helt lyslevende på skærmen. Forfatteren er meget livagtig, da det er en lille optagelse, der kører på skærmen og bliver gentaget igen og igen, så man ikke opdager overgangene.


Forfatteren vises i fuld størrelse og bevæger sig en smule, så det er præcis, som at stå foran et levende menneske. Nederst på skærmen er der 13 spørgsmål, som alle relaterer til forfatteren, dennes bøger og arbejdet som forfatter. Man trykker på det spørgsmål, man ønsker svar på og straks svarer forfatteren på skærmen.

Siden juni måned 2011 har voksenbiblioteket på Vejle Bibliotek haft ”besøg” af en ny forfatter hver måned. Svend Åge Madsen var den første og efter ham fulgte Kim Fupz Aakeson, Kirsten Thorup, Naja Marie Aidt, Kim Leine og Ida Jessen. I 2012 kom forfatterne Kenneth Bøgh Andersen, Helle Helle og Jens Christian Grøndahl til, i juni 2013 Josefine Ottesen, Kirsten Hammann og Leif Davidsen, i juni 2014 Elsebeth Egholm, Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Jens Blendstrup og i 2015 har vi fået Iben Mondrup, Peter Høegh og Stine Pilgaard.

Forfatterskærmen kan først og fremmest opleves på biblioteket. Du kan dog også prøve forfatterskærmen hjemme på din egen computer ved at følge nedenstående link:

Prøv forfatterskærm her