Klaus Høeck fotograferet af Peter Kirkeskov Rasmussen
Klaus Høeck fotograferet af Peter Kirkeskov Rasmussen

Klaus Høeck modtager Prins Henrik Prisen

21.06.22
Prisen blev uddelt på Prins Henriks fødselsdag, den 11. juni

Klaus Høeck tildeles Prins Henrik Prisen 2022 for sit omfattende og enestående forfatterskab. Prisen uddeles til en aktuel og etableret digter, der med sit virke har ydet et væsentligt bidrag til dansk lyrik. Over en periode på 55 år, fra debutsamlingen Yggdrasil til slutværket Password, har Klaus Høeck udgivet mange unikke digtsamlinger og etableret sig som en væsentlig digter i det danske litterære samfund.

Klaus Høeck er udvalgt som prismodtager af en uafhængig jury nedsat af de to forfatterforeninger, Danske Skønlitterære Forfattere og Dansk Forfatterforening. I Juryen sidder lektor Jørn Erslev Andersen, forfatter Signe Gjessing og forfatter Morten Søndergaard. De har udtalt: ”Vi har som uafhængig jury indstillet Klaus Høecks forfatterskab til Prins Henrik Prisen 2022 på grund af dets systemdigtende og eksperimentelle lyriske originalitet og fordi det konsekvent er præget af en usædvanlig skarp, konkret, konstruktiv og kritisk samtidsbevidsthed samt en aldrig svigtende eksistentiel og digterisk uforstilthed.” Klaus Høeck fik overrakt prisen af Dronningen i Dansk Forfatterforenings lokaler i København. Prins Henrik Prisen uddeles i samarbejde med Danske Skønlitterære Forfattere og Dansk Forfatterforening.

Stort tillykke til Klaus Høeck! Og tillykke til jer læsere, der er masser af forrygende digtsamlinger at kaste sig over.

Materialer