40 år med Dire Straits' "Love Over Gold"
Der satses ambitiøst og stort, hvorimod bandets eponyme debutalbum fra 1978, Communiqué (1979) og Making Movies (1980) overvejende består af kortere og mere kompakte bluesrock numre. Dog peger sidstnævnte i retning af, hvad der venter lytteren på Love over Gold.
Denne skribent bed på efter udsendelsen af debuten og signatursangen Sultans of Swing, der kom som single maj 1978 og ihærdigt forsøgtes indlært sammen med de entusiastisk musicerende gutter i Vilhelms værelse, hvor en gjorde sig som trommeslager bag det skriggule Maxwin by Pearl sæt købt for mine konfirmationspenge. Jeg endte som passioneret Dire Straits fan til midten af 80’erne især takket være Mark Knopflers elegante og virtuose guitarspil samt talent for at skrive iørefaldende og ofte lyrisk vedkommende numre.
Love over Gold lægger for med det knap kvarter lange Telegraph Road inspireret af de endeløst virkende landeveje under gruppens turnéer i USA. Sangens minutiøst opbyggede struktur med svævende forløb, der afløses af skift i tempo og dynamik før dens klimaks, viser hvor langt bandet var nået med at forfine deres udtryk båret frem af Knopflers spil, rytmegruppens disciplinerede præcision og keyboardmanden Alan Clarks arsenal af tonale farvelægninger.
Tjek de klassisk inspirerede og akustiske guitarfigurer i Private Investigations og de elektrisk forstærkede powerakkorder, der fyres af i nummerets afslutning. Knopfler når han er allerbedst, mens han lavmælt beretter om en privatdetektivs undersøgelse af andre menneskers beskidte undertøj med en vokal midt imellem Bob Dylans raspen og Leonard Cohens fortællerstemme.
Længsel efter kærlighed og bedre tider altererer med en udpræget pessimistisk vurdering af tingenes tilstand grænsende til kynisme i en del af Knopflers kompositioner. Mørkemanden Mark dukker op i Industrial Disease, der tager udgangspunkt i dårligt lønnet, hårdt fysisk nedslidende og monotont arbejde, der gjorde de ansatte på fabrikkerne i England syge og moden til pensionering, mens industrialiseringen, effektiviseringen og handelskrigene rasede. Knopfler er på en inspireret dag en skarpt dissekerende lyriker med politisk kant.
Det tyste og roligt duvende titelnummer rummer elementer af progressiv rock og jazzede toner i sammenspillet mellem Knopflers tonerækker og vibrafonisten Mike Mainieris indsats som gæstesolist tilsat luftigt pianospil og synthesizer lyd. Albummet når til dets konklusion med det otte minutter lange It Never Rains. De sidste tre-fire minutter er Knopfler i ren opvisningsstil henover en benhård bund. Der prøves mangt og meget af på Love over Gold, uden at rockens drivkraft helt forsvinder som bevist i It Never Rains.
Den fremragende og yderst vidende Rolling Stone skribent David Fricke skrev blandt andet følgende i sin overvejende positive bedømmelse af albummet: ‘In a period when most pop music is conceived purely as product, Love over Gold dares to put art before airplay.’ Disse linjer indrammer præcist Dire Straits intentioner og høje ambitionsniveau, der fortsatte på Brothers In Arms (1985) og svanesangen On Every Street (1991), begge dog med flere hitlistetræffere end Love over Gold.
Genhøret af Dire Straits firer blev samtidig et gensyn med teenageårene udsat for den indre biograf tæt på myndighedsalderen. Den slags Memory Lane vandreture har jo deres egen charme i tilværelsens ulidelige lethed, som forfatteren Milan Kundera så prosaisk udtrykte det i sin kendte roman, der lå færdigskrevet samme år som udgivelsen af Love over Gold. Den ulidelige lethed kan imidlertid være svær at få øje på i en krigs- og kriseramt verden af i dag, hvilket er en helt anden snak.