Den underfundige og musikalske filmskaber

Instruktøren, manuskriptforfatteren, musikeren og komponisten Jim Jarmusch, en af den amerikanske independent cinema bevægelses absolut største og vigtigste navne, er helt og holdent sin egen og været det siden debuten med den noget mystiske Permanent Vacation (1980), som han færdiggjorde på 16 mm film efter at have forladt filmstudierne før tid. James Robert Jarmusch, født den 22. januar 1953 i Cuyahoga Falls, Ohio, er af tysk, irsk og tjekkisk afstamning; træk af europæisk kultur og filmkunst kan ligeledes aflæses i hans noget forskelligartede produktion trods visse stilistiske fællestræk, både når det gælder spille- og dokumentarfilmgenren.

Musikken er et vigtigt omdrejningspunkt i samtlige film og tænkes som en rød tråd ind tidligt i skabelsesprocessen. Jarmusch selv og vennen Tom Waits har flere gange udtalt, at førstnævnte i sine film er som en immigrant, der både fascineret og kærligt kritisk betragter det amerikanske samfund og kultur udefra. Jeg har hængt på Jarmusch’ lettere surreelle og underfundige univers, siden jeg som elev på Herning Højskole en aften i 1988 så hans anden film Stranger Than Paradise (1984).

Jarmusch blev som ung og i de tidlige voksenår levende optaget af modkultur, moderne beat litteratur og undergrundsfilm: William Burroughs, Jack Kerouac, The Mothers of Invention og Andy Warhols Chelsea Girls. Jarmusch har arbejdet som kommerciel fotograf, læst journalistik, litteratur og film samt fulgt filmkurser i Paris. I midten af 70’erne ernærede han sig som musiker og forsøgte at få styr på studiegælden. Jarmusch var i en periode assistent for kultinstruktøren Nicholas Ray, der kritiserede hans manuskriptudkast for manglende action og plotsammenhæng.

Denne metode kom til at præge Jarmusch arbejde, hvor filmene, der dog ikke er decideret blottede for handling, mere dvæler ved stemninger og karakterernes adfærd. Han dyrker deadpan komedie stilen i Stranger Than Paradise, der vandt Camera d'Or prisen ved Cannes Film Festivalen i 1984, Down by Law (1986) med John Lurie fra jazzensemblet The Lounge Lizards, Tom Waits og den italienske komiker Roberto Benigni - We Scream for icecream fængselsscenen er ubetaleligt morsom - samt i Mystery Train (1989) med tre parallelt løbende historier, hvor Elvis versionen af Blue Moon spiller en vis rolle.

Stilen fortsætter i taxa episodefilmen Night on Earth (1991), der foregår fem forskellige steder på kloden med Benigni i en nøglescene i Rom som larmende urkomisk chauffør, der driver den katolske præst på passagersædet til sammenbruddets rand og hjertestop med sine sjofle fantasier. Med tiden voksede Jarmusch’ dedikerede skare i USA, Europa og Japan, og hans syrede senwestern Dead Man (1995) med musik af Neil Young er rollemæssigt velbesat: Johnny Depp, John Hurt, Gabriel Byrne og Hollywood legenden Robert Mitchum i sin sidste filmoptræden.

Krimi/kampsport dramaet Ghost Dog: The Way of the Samurai (1999) med filosofiske over/undertoner og Forest Whitaker i hovedrollen skaffede Jarmusch et større publikum, men han vendte tilbage i vant stil i 2004 med Coffee and Cigarettes bestående af 11 vignetter befolket af kaffedrikkende og kæderygende personer. Der er mere gods at hente i dramaet Broken Flowers (2005), hvor Bill Murray forsøger at indfange fortiden ved at opsøge en række af de kvinder, han har kendt gennem livet.

The Limits of Control (2009), der foregår i Spanien, slog ikke rigtig an, og væsentlig bedre gik det ej heller for vampyrhistorien i Only Lovers Left Alive (2013), der talte stærke kort som Tilda Swinton, Tom Hiddleston, Mia Wasikowska og John Hurt. Som del af researchen til dette portræt så jeg via Filmstriben Paterson (2016), der dyrker og celebrerer poesien og dagliglivets rytme i den minimalistiske spille- og klippestil, som går igen i de fleste af Jarmusch’ værker og blevet en integreret del af hans varemærke. Jarmusch har senest ladet høre fra sig med gyser- og zombiepastichen The Dead Don't Die (2019), der igen kan prale af et veritabelt A hold: Bill Murray, Adam Driver, Chloë Sevigny, Steve Buscemi, Tilda Swinton og Carol Kane. Filmen fik en blandet modtagelse.

Som dokumentarist har Jarmusch fået afløb for sin hang til rock’n’roll og mytologien omkring den med den noget stillestående Year of the Horse (1997), der fulgte Neil Young og Crazy Horse på turné, og den anderledes sprudlende og velfortalte Gimme Danger (2016) om Iggy Pop og The Stooges vej mod lige dele triumf og totalsammenbrud. Instruktøren får her det optimale ud af Pops karisma og dynamiske personlighed som gennemgående fortæller - et must see for enhver seriøs rockfan.

De musikalske aktiviteter har hos Jim Jarmusch samme undergrundsprægede kant som filmene, han også har bidraget til som komponist og sangleverandør. Jarmusch udgav i 2010’erne tre albums med den hollandske komponist og lut spiller Jozef van Wissem og været keyboardmand i no wave bandet The Del-Byzanteens. Jarmusch er ydermere aktiv i avantgarde rockgruppen SQÜRL, der står for dele af musikken til The Limits of Control og Only Lovers Left Alive.

Den amerikanske filmskabers navnkundige omgangskreds er domineret af musikere, bands og solister, der i øvrigt en til flere gange har medvirket i hans film. Den tæller blandt andet John Lurie, Tom Waits, Gary Farmer, RZA, Iggy Pop, Joe Strummer, Screamin' Jay Hawkins, GZA plus Jack og Meg White fra White Stripes. Jarmusch afviser auteur begrebet om instruktøren som særligt udvalgt kunstner og har om sit eget brand og arbejde sagt følgende: ‘I put 'A film by' as a protection of my rights, but I don't really believe it. It's important for me to have a final cut, and I do for every film. So I'm in the editing room every day, I'm the navigator of the ship, but I'm not the captain, I can't do it without everyone's equally valuable input.’

Hovedkaraktererne i Jarmusch’ værkkatalog er ofte omkringstrejfende eventyrer, drømmere, fantaster og mere eller mindre kriminelle outsidere, men ikke uden charme og tiltrækning. Gavtyvelignende gestalter, der ligeledes kan være indadvendte og utydeligt mumlende alt efter temperament. Jim Jarmusch er vældig underholdende at lytte til i interviewsituationer og altid god for en hip og humoristisk rammende kommentar. Som en karakter i sin egen urskov af underlige karakterer.

‘I'd rather make a movie about a guy walking his dog than about the emperor of China’, formulerede han det ganske rammende i et interview fra 1989.