Den gale kærlighed : motiver i Leif Panduros forfatterskab Af Bodil Wamberg (1978)

Leif Panduro 100 år

18.04.23
Tandlæge og nationalpsykolog

Leif Thormod Panduro, der blev født 18. april 1923 på Frederiksberg og døde den 16. januar 1977 i Asserbo af hjertelammelse, ville i dag være fyldt 100 år, men nåede kun at blive 53.

Den uddannede tandlæge, som valgte af afhænde sin praksis i midten af 60’erne efter støt stigende succes og berømmelse som forfatter og manuskriptforfatter, endte som hele Danmarks nationalpsykolog, der revsede os alle og især middelklassen samt det bedre (små)borgerskab på klog, krasbørstig og kærlig vis.

Panduro var en stor menneskekender, skarp iagttager af sin tid og leverede sin egen form for samfundskritik præget af lige dele satire, momentvis sarkasme og mild ironi. I hans prosa, hvad enten den blev brugt i bogform, på tv, i film eller radiohørespil, forvandledes det tilsyneladende normale og konforme ofte til det unormale, groteske, konfliktfyldte og sorthumoristiske. Panduros egen opvækst bar præg af svigt og galskab, idet moren endte på en psykiatrisk afdeling, faren rendte af med en anden kvinde, blev nazisympatisør og likvideret af modstandsbevægelsen. Leif Panduro voksede op hos morbroderen, der ej lagde skjul på, at drengen var et fosterbarn.

Der var således rigeligt med arv og gæld fra den mentale hovedstol at gøre brug af i det righoldigt fiktive univers, han skabte frem til sin død med rod i en ulykkelig barndom, identitetsforvirret ungdom og tidlige voksenår. 1942 startede Leif Panduro på Tandlægehøjskolen og meldte sig under modstandsbevægelsens faner. Han debuterede som forfatter med romanen Av min guldtand i 1957, hvor der er rav i den småborgerlige idyl i provinsbyen. Derefter udkom klassikerne Rend mig i traditionerne (1958), De uanstændige (1960) og Øgledage (1961) med fokus på en ung mands problemer med at blive voksen og tilpasse sig gældende krav og normer.

Daniels anden verden (1970), Amatørerne (1972) og Høfeber (1975) cementerede Panduros populære status som romanforfatter, og denne signatur læste de nævnte titler som teenager og voksen omkring slutningen af 70’erne og starten af 80’erne både som del af skolepensummet i Dansk og flittig litteraturlåner på Det Sønderjyske Landsbibliotek i Aabenraa.

Panduro evnede at balancere på et knivsæg mellem løssluppen humor og en kulturradikal psykoanalytisk dissekering af familielivet og dets genvordigheder bag den pæne facade i privat- og arbejdslivet samt offentligheden i almindelighed.

Midtvejskrisen lurer i trilogien Fern fra Danmark (1963), Fejltagelsen (1964) og Den gale mand (1965), og i den senere del af metieren som prosaist begynder de mere eksistensfilosofiske overvejelser at gøre deres entre. 60’erne og 70’ernes hang til oprør mod stivnede konventioner og patriakalske og hierarkiske strukturer blev det perfekte afsæt for Panduros litterære verdensbillede, samtidig med lysten til at se film, tv, høre radio og læse bøger steg.

‘Vi må da kunne snakke om tingene’ og lignende vendinger i en række tv spil om dysfunktionelle relationer, besynderlige hændelser og familier med uro og opbrud på de indre linjer, lagde gaderne øde i de to årtier. Mange af disse havde Panduro som afsender i samarbejde med instruktører som Palle Kjærulff-Schmidt og Henning Ørnbak. Her kan nævnes I stykker (1966), Farvel Thomas (1968), Et Godt liv (1970), Bella (1970), I Adams verden (1973), Anne og Paul (1975), Bertram og Lisa (1975) og Louises hus (1977).

Sidstnævnte er en af mine klare favoritter i den samlede værkfortegnelse. Serier som Ka De li’ østers (1967), Smuglerne (1970, manus i samarbejde med Bent Christensen) og Strandvaskeren (1978, ligeledes i samarbejde med Bent Christensen) trak tilsvarende svimlende seertal indenfor spændings- og krimigenrerne. Panduro lærte sit fag ved hjælp af enorm flid, støt stigende opfindsomhed, psykologisk indsigt og sans for morskab midt i kaos og hastigt forandrede tider, der gik fra høj- til lavkonjunktur og fra optimisme til stigende pessismisme.

Det kom også folkekære satsninger som Huset på Christianshavn og En by i provinsen til gode, hvor Panduro var medleverandør på manuskriptsiden sammen med andre velprøvede kræfter. Skribenten her ser og genser jævnligt nogle af de bedste juveler fra den righoldige produktion, selv om tidens tand har gnavet en del her og der.

Priser er det blevet til ikke så få af i den tandlægeuddannede forfatters karriere; Herman Bangs Mindelegat (1965), Danske Dramatikeres Hæderspris (1966), Det Danske Akademis Store Pris (1971), De Gyldne Laurbær (1971) Jeanne og Søren Gyldendal Prisen (1975) for blot at nævne nogle af de største. Æret være Leif Panduros minde, hvis bortgang i 1977 udløste en mindre landesorg. Hvem skulle nu kigge nationens mentale velbefindende efter i sømmene? Det spørgsmål henstår stadig ubesvaret.

Materialer