Wili Jønsson 80 år

Bosat på Christianshavn og opvokset på Amager hos en dansk mor og svensk far, der oprindelig arbejdede som skrædder i Ystad. Wili Jønsson har solide rødder i det københavnske og er meget andet end blot bassist, korsanger og lejlighedsvis keyboardspiller i Danmarks gennem tiden mest feterede band, Gasolin. Wili Jønsson, født den 27. marts 1942 og den yngste ud af en søskendeflok på seks, stammer fra et særdeles musikentusiastisk hjem med en mor der spillede klaver, forældre der lyttede til klassisk musik, gik til opera i det stiveste puds i Det Kgl. Teater, en radio indstillet på Giro 413, og en ældre søster, som fra slutningen af 50’erne bosiddende i New York sendte plader til Amager med Elvis Presley og Little Richard.

Jønsson kastede sig ud på musikkens dybe vand som pianist i et traditionelt jazzorkester i skoletiden sammen med den senere Gasolin guitarist Franz Beckerlee, han hang jævnligt ud med i fritiden. Fra midten af 60’erne blev Jønsson som organist en aktiv del af den danske pigtråd- og gryende beatscene og fik sin debut i pladestudiet med Peter Belli & Seven Sounds i 1966. Samme år indspillede han en single med hippiebandet Exploding Mushroom. 1968 blev Jønsson gift med skuespilleren Katrine Jensenius, og ægteskabet holder stadig med geografisk udgangspunkt i Dronningensgade på Christianshavn.

Hos Seven Sounds lærte Jønsson trommeslageren Bjørn Uglebjerg at kende, og sammen med Beckerlee, der i mellemtiden havde markeret sig som saxofonist inden for avantgarde- og freejazz, blev de i 1969 enige om at starte deres egen gruppe, hvor Jønsson skulle håndtere bassen og Beckerlee guitaren. En senere så berømt herre ved navn Kim Larsen stødte til som vokalist, og Benzindrenge enheden var en realitet for en stund. Men Uglebjerg fik nok af de højrøstede skænderier om den fremtidige kurs og skred. Søren Berlev overtog trommestolen, og resten frem mod 1978 is history. Sådan da.

Wili Jønssons bundsolide basspil, generelt velfunderede musikalske overblik, sikre intonation når de tiltagende ambitiøse kor arrangementer skulle i kassen og diplomatiske evner, der måtte i spil for at dæmpe gemytternes uoverensstemmelser, blev vigtige bestanddele i opskriften med at holde Gasolin gryden i kog fra 1969 til 1978, hvor Jønsson og Larsen var de første, der meldte ud, at det store rockeventyr i dansk musik måtte slutte. Det skete vel at mærke på toppen med stigende popularitet i Sverige og Norge oveni.

Den altid yderst foretagsomme holdspiller Wili Jønsson fandt hurtigt nye musikalske legekammerater efter Gasolins exit og blev i slutningen af 70’erne en del af Swing Jørgens gruppe, Dag Band og ikke mindst Frede Norbrinks ensemble Frede Fup, der hurtigt opnåede markant succes som koncertattraktion fra starten af 80’erne. Jønsson blev dernæst en skattet og eftertragtet sideman både som turnerende musiker og studiemusiker i et utal af sammenhænge gennem flere årtier frem til vor tid. Mange har nydt godt af hans færdigheder som bassist, guitarist, keyboardspiller og korsanger. Dette gælder ligeledes de bandkonstellationer, den travle, punktlige og arbejdsomme spillemand selv har været medinitiativtager til at stable på benene.

Blandt dem kan nævnes Sorte Penge i slutfirserne med Jytte Pilloni i front og især trioen TYG ledsaget af guitaristen og sangeren Steen Svare samt trommeslageren Lars Mitch Fischermann. TYG er en forkortelse af Thank You Girls, der i 90’erne og begyndelsen af nullerne udgave flere albums og singler. I nullerne og 2010’erne er det desuden blevet til indspilninger og livejobs med Bolværket, der stadig er aktive.

I begyndelsen af 90’erne medvirkede Jønsson og andre solide kræfter til at få Peter Bellis karriere på ret køl igen, og Jønsson blev en del af De Nye Rivaler, der sørgede for, at Bellis bemærkelsesværdige comeback af dimensioner ligeledes fandt sit publikum live. Ud over Belli og tidligere nævnte har Jønsson live og i studiet entreret med navne som Sanne Salomonsen, Sort Sol, Peter Sommer, Allan Olsen og i skrivende stund Lasse og Mathilde.

Fra 1992-96 arbejdede denne signatur som booker og presseansvarlig hos en rockcafé i Aabenraa, der flere gange havde TYG på plakaten. Ydermere indgik jeg aftaler med den sønderjyske sanger og sangskriver Nils-Ole Poulin, der i en periode havde Wili Jønsson med i sit band De Lidt Brugte. Både personligt og professionelt oplevede jeg Wili Jønsson som et yderst venligt og behageligt menneske, man altid kunne indlede en givende samtale med før og efter job, der for Aabenraa rockcafeens vedkommende tit endte med en hotdog eller to i pølsevognen ved det nærliggende torv overfor busstationen.

Et højt hurra på 80-årsdagen skal lyde til ‘den skeløjede halvsvensker’, som Kim Larsen så prosaisk og jævnligt navngav Jønsson, når Gasolin rejste vores breddegrader tynde for udsolgte huse. Men som indledningsvist antydet har Jønssons liv budt på meget andet end Danmarks favoritkvartet med det uopslidelige sangkatalog, og i en række tilgængelige interviews fremgår det tydeligt, at den som regel yderst velklædte bassist ikke ønsker at ende i fortidens og nostalgiens faldgruber uden blik for nutidens og fremtidens muligheder. Wili Jønsson har som det eneste Gasolin medlem ikke udgivet materiale i eget navn, men det kan vel nås endnu, så længe helbredet og den kreative åre er intakt.