Sæsonstart - Svøm en bog

18.08.22
Vær med til en helt særlig svømmetur

Kom og vær med til "Svøm en bog" i Thyregod Svømmeklub.

Her svømmer du i 30-45 minutter, mens du lytter til en historie via et særligt vandtæt headset, som du låner af svømmeklubben.

Når du er færdig med at svømme og har klædt om, mødes du med bibliotekaren og de andre deltagere (der er plads til 12 på holdet) og får en snak om den historie, du har lyttet til, mens du svømmede.

Det er en helt særlig oplevelse at lytte til en historie, mens du svømmer!

Og du får både en fortalt en god historie, du får motioneret, du får socialt samvær, du lærer noget om, hvordan andre tænker, du lærer nye mennesker at kende, du lærer nye forfatterskaber at kende. Der er god plads i bassinet, da der højst er 12 deltagere.

Vi mødes 6-7 gange fra oktober-april. Der bliver oprettet 2 hold: et, der svømmer mandag aften og et, der svømmer tirsdag omkring middagstid.
Se de nøjagtige tider og priser og tilmeld dig på Thyregod Svømmeklubs hjemmeside

Læs journalist Nicoline Rix Rødekildes beskrivelse af Svøm en bog, da hun fik en prøvetur.

En deltager har udtalt:

"Jeg fik svømmet meget mere, fordi jeg glemte jo helt, at jeg rent faktisk bevægede mig - så optaget blev jeg af fortællingerne i ørene. Og dejligt er det bagefter at snakke om det over en kop kaffe. Man opdager, at vi har mange forskellige meninger om historierne/novellerne, og på den måde får man meget mere ud af det. Og så får man både bevæget kroppen, men sandelig også udvidet sin horisont. Jeg kan kun varmt anbefale det. Og man skal ikke være bange for at snakke om novellerne. Det var vildt spændende, og også meget hyggeligt. For vi er jo ikke så mange, så tør man godt åbne munden."

"Svøm en bog" er et samarbejde mellem Thyregod Svømmeklub, Bevæg dig for livet, DGI og Vejle Bibliotekerne

Har du spørgsmål? Kontakt bibliotekar Else Zakarias, ez@vejlebib.dk, tlf 4042 8768