Flemming Quist Møller

Flemming Quist Møller 1942-2022

Forfatteren og tegneren Flemming Quist Møller er død, 79 år gammel.

Flemming Quist Møller var oprindeligt uddannet som animator hos filmselskabet Bent Barfod Film i 1960-61, men blev siden landskendt som autodidakt multikunster, både som tegner, børnebogsforfatter, musiker, filmmanuskriptforfatter og filminstruktør. 

Han blev først og fremmest den folkekære forfatter og illustrator til en lang række børnebøger og -film om Cykelmyggen Egon (1967), Bennys badekar (1969), Prins Piwi (1974), Snuden (1980-89) samt Jungledyret Hugo (1988-2004).

Mange vil også huske Quist Møllers stærke indsats som percussionist, først og fremmest i orkestret Bazaar (1978-2006), sammen med Peter Bastian og Anders Koppel, men bl.a. også i Dan Turell og Sølvstjernerne.

Som sangskriver havde han også noget i ærmet, selvfølgelig til sine egne film, men desuden tekster til et par sange, som de fleste nok kan huske, 'Christianhavns Kanal' fra 'Værsgo' med Kim Larsen og "Fed lykke til alle" med Gasolin (senere kendt med Thomas Helmig.)
Han skrev senere bl.a. en anden tekst til Kim Larsen ('Ode Til Sensitiva'), ligesom han stod for sangtekster til tv-serien Cirkeline, til Stig Møller ('Samba') og til Lasse og Mathilde ('Vi Spiller For Dem Der Har Penge').

Mindre kendt er nok hans rolle som manuskriptforfatter på film og tv-serier, som f.eks. ’Strømer’ (1976) og ’Sort høst’ (1993).
Den 20. april er der premiere på filmen ‘De forbandede år 2’, der ligesom forgængeren ’De forbandede år’ fra 2020, er med Anders Refn som instruktør og Flemming Quist Møller som manuskriptforfatter.

Quist Møllers modtog igennem årene en meget lang række danske og udenlandske priser og udmærkelser, bl.a. Kulturministeriets Illustratorpris (1983), Boghandlermedhjælperforeningens Børnebogspris (1988), Børnebibliotekarernes kulturpris (1991), Æres-Bodil (1993), Danske Børnefilmklubbers Pris Pråsen (1994), Gyldendals Børnebogspris (2006), Orla-prisen (2006), Silas-prisen (2007), Polka Verner Legatet (2009) og Væveren Lis Ahlmanns Legat (2016). I 2019 blev Quist Møller tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse, der gives til kunstnere med en særlig betydning for Danmarks kunst og kulturliv.
Hans søn, Carl Quist Møller, født 1964, har i høj grad allerede taget arven op efter sin far, både som forfatter, illustrator, animator og musiker.

Se Bennys Badekar på Børnebiffen.dk

Se Cykelmyggen og Minibillen på dr.dk

Se Flemming Quist Møller fortælle om fantasi i dette filmklip

Læs mere om Quist Møller på Forfatterweb og anmeldelser af hans bøger på Litteratursiden.
 

Materialer