FNs Verdensmål 15: Livet på land

FNs Verdensmål 15: Livet på land

Hver uge i de første 17 uger af 2023 sætter vi fokus på ét af FNs 17 verdensmål. Vi fortæller, hvad hvert mål handler om, hvor langt Danmark er med opfyldelse af målet, og hvem der arbejder med målet i Danmark og lokalt. Til sidst fortæller vi, hvordan du kan være med, og hvad du kan gøre for at hjælpe med at virkeliggøre målet.

I denne uge FNs Verdensmål 15. Vi forvandler savanner, regnskov og moser til marker.

Indhold i denne artikel:

Verdens vilde dyr og planter er under pres

Det er nok gået de færrestes næse forbi, at verdens vilde dyr og planter er under pres.
Faktisk er de så pressede, at nogle forskere nu taler om en sjette masseuddøen.
Ved seneste masseuddøen - for 65 millioner år siden - forsvandt omkring 76 % af jordens arter. Det er vigtigt, at verden han¬dler nu, for den globale bio-diversitetskrise er drevet af os mennesker. 

Hvis man forestiller sig en kæmpestor vægt, der vejede alle mennesker og dyr i verden, så ville mennesker udgøre knapt en tredjedel af den samlede vægt, mens tamdyr som køer og svin ville udgøre to tredjedele, og alle vilde dyr i hele verden kun ville veje sølle tre %. 

At der er så få vilde dyr tilbage, skyldes især, at mennesket i enorm grad har omdannet de vilde dyrs levesteder som eng, skov og mose til landbrugsland. 

Alt er dog ikke tabt endnu. 
Visse ikoniske arter er reddet fra at uddø takket være en målrettet indsats. 
Blandt andet er pandaen langsomt på vej tilbage, og flere og flere vilde tigre kan nu høres brøle i de indiske og nepalesiske regnskove. 

Men naturparker og fredede, afgrænsede landområder er ikke nok til at modvirke biodiversitetskrisen. 
Det kræver også, at vi bremser klimaforandringerne, nedbringer forureningen, gør vores produktion bæredygtig og sænker vores forbrug – især hos os i de rige lande, hvor forbruget er tårnhøjt.

Naturen i Danmark er presset

Danmark klarer sig godt på mange af de områder, som verdensmålene kommer ind på, men verdensmål 15 er ikke et af dem. 

Ifølge de nyeste tal er Danmark det mest intensivt opdyrkede land i Europa, og det monotone marklandskab gør det svært for mange planter og dyr, der har brug for særlige levesteder. 

Men heldigvis er der også nogle fremskridt for biodiversiteten i Danmark.

Siden 1990 er den del af landet, som er dækket af skov, steget fra 5.445 til 6.333 km2. 
Det er desuden blevet besluttet at oprette 15 nye naturnationalparker og udlægge næsten 75.000 hektar urørt skov.

Hvem arbejder med verdensmål 15 i Danmark?

Danmarks Naturfredningsforening er Danmarks største grønne organisation med mere end 130.000 medlemmer og 1.500 faste frivillige i hele Danmark.  

Foreningen arbejder for at skabe plads til naturen bl.a. ved at omlægge landbrugsjord til natur, forbinde naturområder, frede naturperler og øge biodiversiteten, så naturens tilbagegang bremses, og der skabes gode levesteder for truede dyr. 

Hvad kan du selv gøre?

  • Meld dig til en allerede organiseret affaldsindsamling som f.eks. World Cleanup Day 16. september 2023 (læs mere her) eller  Affaldsindsamlingen 2023 (læs mere her)
  • Meld dig til projektet ”Vild med Vilje” (læs mere her), projektet ”Slip Haven Fri”, (læs mere her). Begge med det formål at få haveejere til at stoppe med brugen af giftstoffer i haven, give slip og lade naturen være i fred. 
  • Lav din egen kompost. Det støtter biodiversitet, gør jorden rigere og nedsætter behovet for kunstgødning. 
  • Gør byen mere grøn med lokale byhaver. Start din egen eller tilmeld dig Dyrk Vejles facebookgruppe og hør hvordan du kan være med.
  • Køb aldrig produkter der er fremstillet af truede dyrearter eller af dyr, der slås ihjel for produktet alene.
    Det gælder mange former for horn, som f.eks. elefantens.
  • Undersøg hvordan dine dagligvarer produceres. Køb dem der ikke udpiner skov og marker i produktionen.

Tak til Verdens bedste nyheder for lån af indhold.

Materialer