Jelga

Jelgava – Vejles venskabsby i Letland

15.03.23
I 1990´erne efter de baltiske staters frigørelse fra Sovjetunionen var Vejle Kommune hurtigt ude og tegnede sig som venskabsby med den lettiske by Jelgava, der ligger o. 50 km syd for Letlands smukke hovedstad Riga.

Der blev meget hurtigt lavet en tur for skolelederne i Vejle Kommune, og vi oplevede et helt andet samfund, end det vi var vant til. Jeg husker Jelgava som en meget mørk og trist by, men ikke desto mindre mødte vi nogle entusiastiske, sjove og energiske lettiske skolefolk.

Vi blev indkvarteret på et universitetskollegium, hvor der både var hele lejligheder og enkeltværelser. Jeg var så heldig at blive tildelt en hel lejlighed med entre, badeværelse, køkken og et kæmpe soveværelse med to dobbeltsenge på 2. sal. Bemærk venligst 2. sal! Alt var selvfølgelig holdt i nogle rærlige sovjetiske farver på vægge, døre, rør og radiatorer, men rent og pænt var der.

Vi gennemførte selvfølgelig et stramt skoleprogram, spiste godt og blev tilbudt en tur på en natklub om aftenen. Det var såmænd meget hyggeligt, men jeg meldte mig til første hjemkørsel, da jeg var godt gammeldags træt.

Jeg kom hjem, gik i seng og faldt relativt hurtigt i søvn, men vågnede et par timer senere ved larm og ballade ved indgangen ind til universitetshotellet. Jeg tændte lyset og frekventerede først toilettet og besluttede derefter at prøve at kigge ned, så jeg gik ud i køkkenet, hvor der var en altan udenfor. Jeg lagde ansigtet helt hen til ruden – og kiggede lige ud i en ung mands øjne! Lidt af et chok, men han gjorde tydeligt opmærksom på, at han meget gerne vil ind, viste sit pas, så jeg overvejede nøje, inden jeg åbnede køkkenvinduet og slap ham ind efter at have sikret mig hans pas. Han var fra jorden kravlet udvendigt op til 2. sal via altanerne, og han forsøgte at forklare, hvor han ville hen. Det handlede om at komme ud på gangen, så han havde nogle flere muligheder. Jeg lod ham komme ud på gangen efter at have kontrolleret hans pas, som han mindeligt bad om at få tilbage. Så låsede jeg døren og gik i seng igen, men det var varede nu lidt, inden søvnen indfandt sig igen.

Men historien slutter ikke her! Næste morgen fortalte jeg naturligvis om det natlige besøg, men ingen – som i ingen – troede på mig, men man anså dog historien for at være en rigtig god historie, men den var desværre kun foregået oppe i den pædagogiske konsulents eget hoved. Det var mig kropumuligt at komme igennem og få folk til at tro på, at det var den rene skinbarlige sandhed!

Ved en senere lejlighed – et genbesøg af skoleledere fra Jelgava i Vejle – fik jeg oprejsning, da jeg fortalte historien, for en af skolelederne, Juris Skrupkis, troede på mig, for det havde han selv været med til i studietiden, og tiltrækningskraften var selvfølgelig kvinder, der gav de unge mænd et sandt og overmodigt vovemod.

/ Bent Rasmussen, marts 2023

Bent Rasmussen data