Låneposer i forhallen i Vejle

Lån en pose til dine bøger

27.04.22
Fra plastikposer af sukkerrør til låneposer af genbrugsflasker. Nu kan du låne en pose til at transportere dine bøger, film, magasiner og alt det andet hjem i, når du besøger et af vores biblioteker.

Du kender det sikkert godt. Du har lige fundet en ordentlig stak bøger til hele familien og skal til at låne dem, men du har glemt at tage noget med at bære dem hjem i. Heldigvis har vi løsningen på problemet, for selvom vi er i fuld gang med at udfase de gratis plastposer af sukkerør, så har vi sørget for et lidt mere bæredygtigt alternativ til dig - låneposen.

Låneposen er lavet af genbrugte plastikflasker, og der er plads nok til både bøger, magasiner, film, vinyler - og måske en liter mælk på vej hjem fra biblioteket?

Vi bruger det tillidsbaserede lånesystem til poserne. Du tager bare en pose med, når du låner dine materialer, og afleverer den igen næste gang du kommer. Posen skal ikke scannes ved udlån eller sendes gennem afleveringsautomaten. Når du kommer for at aflevere dine bøger, skal du bare lægge din pose til den næste bruger - i Vejle smider du den i papkassen ved afleveringsautomaten - eller du kan tage den med igen og fylde den op med nye oplevelser.

God fornøjelse med låneposen.