Solsikkesnoren

Vi styrker tilgængeligheden med Solsikken

07.07.22
For at sikre inklusion og tilgængelighed for brugere med usynlige handicap træder Vejle Bibliotekerne nu ind i Solsikkeprogrammet.

For personer med usynlige handicap, for eksempel hjerneskade, ADHD, angst, Tourette syndrom, epilepsi, eller PTSD kan det være svært og stressende at navigere i ukendte omgivelser og blandt ukendte mennesker. Det kan være svært at bede om hjælp, og det kan også være svært for medarbejdere at vide, om det er okay at tilbyde hjælp.

Disse udfordringer vil vi nu sætte fokus på som led i det løbende arbejde med at sikre et bibliotek, som er tilgængeligt for alle. Som et af de første biblioteker i landet træder vi derfor ind i Solsikkeprogrammet, der blandt andre også tæller alle større danske lufthavne, LEGO House, Lalandia, Movia, Legoland, Givskud Zoo og Tivoli.

Vores medarbejdere bliver trænet gennem Solsikkeprogrammet, så de ved, hvad et usynligt handicap er, hvad Solsikken betyder, og hvordan de bedst møder en person, der har valgt at gøre sit usynlige handicap synligt ved at bære Solsikken.
Formålet med solsikkesnoren er, at man kan vælge at gøre sit handicap synligt i de situationer, hvor der kan være brug for det, og hvor det er svært eller umuligt at forklare sig. Solsikken giver ingen særlige fordele, men fungerer som en dialogskaber, der viser at personen kan have behov for ekstra hensyn. 

Vi er allerede godt øvede i at tage imod alle slags borgere på bibliotekerne i Vejle Kommune. Med Solsikkeprogrammet bygger vi oven på den erfaring. Vi gør det mere synligt og derfor lettere for både brugerne og os selv at sørge for den bedst mulige oplevelse hos os; uanset skjulte handicap eller særlige behov.

Det er frivilligt, om man vil bære Solsikkesnoren. Solsikkesnoren kan købes på solsikkeprogrammet.dk og vil også kunne hentes på vores biblioteker så længe lager haves.