Ude at tjene, m.m.

 
I anledning af en meget rund fødselsdag har jeg nedskrevet min livshistorie, og det har været både sjovt, tankevækkende og lærerigt. Her følger et afsnit fra side 14-15 om at være ude at tjene på en større gård:

”… Vi spillede fodbold i Dalby og håndbold i Mesinge, hvor vi også dyrkede gymnastik om vinteren. Vi begyndte også med lidt badminton i forsamlingshuset. Min 2 år yngre bror, Poul, var på alle felter bedre end mig til det hele. Jeg nåede ikke at komme på hold som drengespiller i fodbold, men jeg spillede på junior- og ynglingeholdet, til jeg blev 18 og holdt så helt op med at spille fodbold. Jeg blev ”omskolet” til venstre back, skønt jeg sparker bedst med højre, men vi opnåede faktisk at få et hold ud af det, selv om vi indimellem fik store stryg af de gode hold i turneringen.

Det er ikke alting, man husker med lige stor glæde, når man begynder at rode op i fortiden. Jeg husker engang, hvor jeg fik arrangeret et heppekor mod Poul på Dalby Stadion. Det syntes Poul ikke var sjovt, og han kan stadig finde på at nævne det, når vi taler sammen om gamle dage!

I årene inden jeg blev 18, gik jeg om vinteren på landbrugsfaglige kurser om eftermiddagen/aftenen i Friskolen i Dalby (Christen Kolds skole), hvor vi lærte om tærskeværk, traktorer, lidt sløjd og skolefag, m.v.

Dagen efter min 18-års fødselsdag, hvor jeg i øvrigt tog kørekort til bil på selve dagen, stillede jeg på ”Øster Skovgård” i Rynkeby klar til ½ års tjeneste, så jeg kunne lære at passe og køre en traktor. Gården var på o. 120 tønder land, en stor gård efter datidens forhold, og var ejet af enkefrue Thyra Larsen, bestyreren var fra Midskov, Frede Petersen, forkarlen kendte jeg fra håndbold i Mesinge, Ove Heinsen, og fodermesteren hed Steen Steensen Blicher og var en direkte efterkommer efter forfatteren med samme navn.

Det var i tiden på ”Øster Skovgård”, at tankerne begyndte at flyve mht. fremtiden. Skulle jeg i det hele taget være landmand? Var jeg udelukkende landmand af veneration over for mine forældre? Og hvilke veje kunne jeg så gå? Det var svære tanker at få hold på, kan jeg godt røbe, for netop de manglende skolemæssige forudsætninger stod hele tiden som en kæmpe høj forhindring foran mig. I det store og hele havde jeg et udmærket halvt år på ”Øster Skovgård”, og jeg fik en fin udtalelse fra bestyrer Frede. Forkarlen Ove Heinsen var en sand slider. Hvis han satte sig for, at han ville være nede for enden af roerækken, når jeg var halvt nede, så gjorde han det, så let som ingenting. Jeg undlod at kaste mig ud i en konkurrence med ham, for jeg ville tabe hver gang. Han kunne også holde sin kæft en hel uge, hvis jeg havde sagt et eller andet, der lød forkert i hans ører. Det var faktisk det mest ubehagelige ved det halve år på ”Øster Skovgård”, hvor husets datter, Inge, holdt hus for sin mor.”

”Historien om Lille Bent, der blev stor”
Tekst: Bent Rasmussen
Forsideillustration: Charlotte Pardi
Forlaget Skri-Bent, 2021
44 sider

PS: ”Historien om Lille Bent” kan ikke købes, men er nogen meget interesseret, så giv mig et praj!

/ Bent Rasmussen, april 2021