25 år med Harry Potter

12.08.22
Denne sommer er det 25 år siden at den første bog om drengen med det legendariske ar udkom og siden da er der udkommet seks andre bøger om Harry og hans venner, biografier om kvinden bag historien, kogebøger, strikkebøger og så er der selvfølgelig filmatiseringerne.

Bøgerne i rækkefølge 

Tidligere i år kom den nye læsevaneundersøgelse "Børn og unges læsning 2021", der blandt andet kiggede på hvilke forfattere der bliver læst mest i 5.-8.klasse og her er det Rowlings serie som igen er nr. 1. Det var serien også tilbage i 2017 og selvom det efterhånden er 15 år siden, at den syvende og sidste bog udkom om drengen med arret, ja, så kommer der jævnligt nye udgaver og andre bøger om hvad der foregår i Rowlings univers. Her har vi samlet de almindelige udgaver (helt uden illustrationer): 

 

Jim Kay og de illustrerede udgaver

I 2015 udkom den første illustrerede "Harry Potter og De Vises Sten" på både dansk og engelsk, hvor den britiske illustrator Jim Kay stod bag de fantastisk flotte illustrationer. Indtil videre er de første fire bøger blevet illustreret og sidste år udkom bogen 'Harry Potter - et magisk år", hvor Kay har samlet citater fra bøgerne og illustrationer i en slags kalender. I løbet af oktober udkommer den næste, nemlig "Harry Potter og Fønixordenen" og vi er flere, der går og glæder os til at se hvordan den er blevet illustreret, men indtil videre har vi samlet de andre, som Kay har illustreret, her: 

Udgaverne fra Minalima

De nyeste udgaver er designet af Minalima, som er et designstudie i London og indtil videre er det kun de første to, som vi har fået herhjemme på dansk. Udover illustrationer så kan du også finde små finurlige detaljer ved disse bøger som f.eks. et Diagon Alley, som kan foldes ud eller nærlæser Harrys optagelsesbrev på Hogwarts. Samme designstudie har også lavet forsiderne til filmmanuskriptsudgaverne af 'Grindelwalds Forbrydelser" og "Fantastiske Skabninger og hvor de findes": 

De engelske udgaver 

Hvis du hellere vil læse om Mad-Eye Moody end om Skrækøje, så er der masser af mulighed for at låne de engelske udgaver her på biblioteket: 

På det store lærred 

I 2001 kom den første film om Harry, vennerne Ron og Hermione og deres liv på Hogwarts på det store lærred og i juli 2011 kom den ottende og sidste film. Her på biblioteket er det både muligt at låne filmene på DVD og bøger, der handler om tilblivelsen af filmene: 

John Williams og musikken til filmene 

En god film bliver altid lige lidt bedre, hvis musikken passer helt perfekt til og manden bag soundtracket til filmene om drengen med arret blev lavet af John Williams, som efterhånden har lavet musik til film i mere end 65 år. Et af hans andre store projekter har igennem mange år været musikken til Star Wars og han har da også både vundet Golden Globe-priser og Grammys flere gange i løbet af hans karriere. Her på biblioteket kan du både låne CD'er og noder med hjem, hvis du gerne selv vil forsøge dig med f.eks. 'Hedwig's Theme': 

Fantastiske Skabninger og hvor de findes

Da Harry tager med Hagrid til Diagon Alley i den første bog, har han en liste over bøger og andet udstyr, som han skal sørge for at få med til Hogwarts og en af de bøger er 'Overnaturlige dyr og deres ynglesteder' af Newt Scamander og lige denne bog af Scamander bliver nævnt flere gange i seriens 7 bøger. I 2016 kunne man så endelig få Scamanders historie på det store lærred, hvor Eddie Redmayne spillede denne her troldmand Newt, som desuden også var magizoolog: 

Håndarbejdsbøger og andre kreative projekter

Hvis du indimellem også er bidt af en gal hæklenål eller et par strikkepinde, så er der rig mulighed for at lave dine helt egne figurer til bogreolen eller tørklæde i husenes farver til knagerækken. Der er i hvert fald masser af inspiration at hente i bøgerne herunder: 

Kogebøger og bagebøger

Var det noget med en opskrift på hvordan man laver et kagehus om til Hogwarts eller måske hvordan du holder en fest med Harry Potter som tema? I løbet af de syv bøger om Harry bliver der nævnt masser af forskellig mad og i bøgerne herunder kan du finde opskrifter på blandt andet Tante Petunias budding. Velbekomme! 

Fagbøger om Harry Potter universet

Og det er ikke kun kogebøger og kreabøger, som du kan finde om Harry Potter ovre på de faglitterære hylder. Harry Potter blev ganske hurtigt et helt særligt fænomen, hvor fans samledes i boghandlere omkring midnatstid, da bøgerne blev udgivet og der findes utrolig mange slags merchandise efterhånden, så hvad enten du skal have en nøglering, udklædning, skoletasker eller noget helt fjerde, så kan du få det med Harry Potter design på. I bøgerne herunder kan du læse mere om inspirationen til de fantastiske dyr i bøgerne, du kan se hvor meget du egentlig ved om Harry Potter universet i quizbogen eller du kan læse om bøgernes dilemmaer ud fra et filosofisk synspunkt. God fornøjelse!