Forside af Dengang dinosaurerne var små

Dengang dinosaurerne var små

​​​​​​​Mine danske yndlingsprosaforfattere er uden tvivl Svend Aage Madsen, Ulrik Gräs og Kaspar Colling Nielsen. Sandsynligvis er det nok fordi, de alle tre er gudbenådede fortællere.

- fra Flemming Mengs bogreol, afsnit 1


Colling Nielsens novellesamling “Dengang dinosaurerne var små” er netop en samling fortællinger, nogle af dem ganske korte men alle meget intense. Jorge Luis Borges møder Karen Blixen - på speed, var det jeg kom til at tænke på. Colling Nielsen skriver selvfølgelig ikke som Karen Blixen, men han er grebet af samme lyst til at fabulere, og som Borges trækker han ind imellem tæppet væk under sin læser. De fleste fortællinger tager afsæt i noget dagligdags, noget velkendt eller en velkendt problestilling fra hverdagen - og derfra udvikler det sig så ad mærkelige fascinerende spor og irgange. Bl.a. er der en fortælling, som - måske - kan læses som en “bagvendt” Babettes gæstebud.

Jeg købte for ca. 10 år siden “Mount København” og var solgt. For 6 år siden havde jeg tre kvarter efter et møde i København, inden mit tog gik hjem. Dem tilbragte jeg mestendels i Politikens Boghandel på Rådhuspladsen. Straks jeg kom ind, blev jeg mødt af en ung kvindelig ekspedient, der havde “Den danske borgerkrig 2018-24” i hånden. “Køb denne bog. Det vil du aldrig fortryde!” sagde denne mig helt ubekendte unge dame. Men jeg gjorde det, og hun fik ret. Jeg nærmest inhalerede den på vej hjem i toget. En fantastisk roman i flere samtidige parallelle spor, herunder et nærmest H.C. Andersensk eventyr om en dåse flåede tomater!

Så fulgte “Det europæiske forår” og nu denne samling af fortællinger.

Det fortælles, at komponisten Rued Langgaard, der havde et meget belastet forhold til Carl Nielsen, har skrevet én af sine symfonier helt i Carl Nielsens form- og tonesprog, og så har han som overskrift skrevet: “Skal det være Carl Nielsen, så kan vi også det - men på min måde”. Colling Nielsen præsenterer os i samlingen her også for en synopsis til en kriminalroman, skrevet helt og holdent i den skabelon, som hans - i øvrigt navngivne - kollega benytter sig af.

“Dengang dinosaurerne var små”, kan fås på bogudsalget i øjeblikket. Men den kan naturligvis også lånes på biblioteket - se herunder:

Materialer