Dyk ned i Atwoods dystopiske univers

Af Margaret Atwoods dystopiske fortællinger har Tjenerindens fortælling (1986) og efterfølgeren Gileads døtre (2019) fået den største bevågenhed de senere år. Ikke mindst på grund af den nu 4 sæsoner gamle tv-serie The Handmaid’s Tale, der særligt i første sæson udgjorde en uforglemmelig oplevelse.

Atwood har dog også skrevet en anden dystopisk fortælling, MaddAddam-trilogien, som utvivlsomt vil få mere opmærksom om nogle år, da der er planer om at lave den til en tv-miniserie. Herfra vil anbefalingen dog hedde, at I endelig ikke skal vente. Det er et mesterværk!

Selv definerer Atwood ikke de ovennævnte bøger som science fiction. Det er rigtignok fiktion, men som hun beskriver det i efterordet til tredje bog i serien, MaddAddam, så skildres ”ingen form for teknologi eller nogen form biologiske væsener, som ikke allerede findes, er under udformning, eller som er teoretisk mulige”. Hun definerer selv trilogien som spekulativ fiktion. Det er selve måden, hvorpå videnskaben anvendes, der interesserer Atwood. I et interview til The Independent i 2011 sagde hun, at ”det er ikke videnskaben, vi bør se på, men de mennesker, som anvender den.”

En fortælling om et samfund fri for følelser

I trilogien (Oryx og Crake, Syndflodens år og MaddAddam) introduceres du for et teknokratisk samfund, som er ekspertbaseret og rationelt uden plads til følelser og etiske værdier. Den politiske proces er resultatet af klimaforandringer, som har udryddet store dele af plante- og dyrelivet. De rige og højtuddannede bor i sikrede enklaver, hvor de også arbejder for koncernerne, der forsker i alternativer til animalsk protein, livsforlængende behandling og generelt alt dét, som kan tilfredsstille det menneskelige begær. Uden for de afgrænsede og sikrede områder, i slummen, råder lovløsheden, den usunde livsstil og manglende sundhedsvæsen. 

Overordnet set har de fleste af os nok stødt på et lignende dystopisk univers før. Enten i litteraturen eller på film og tv, men Atwood skildrer denne verden sjældent smukt. Afskyvækkende smukt. Barskt og uden filter. 

I bøgerne følger man en række karakterer og grupper, hvis vej før eller siden flettes ind i hinanden, bl.a. bioterroristerne i MaddAddam og økoaktivisterne, Guds Gartnere. Centralt i historien er vennerne Jimmy og Glenn. Sidstnævnte udvikler gennem gensplejsning en fejlfri menneskeart, som, tilført en verdensomspændende pandemi, betyder begyndelsen på en ny start. På godt og ondt.

Margaret Atwood er utvivlsomt en af Canadas bedst kendte nulevende forfattere. I hendes universer anvendes ironi mod alt og alle. Hun er, som det nævnes på forfatterweb.dk, ”økologi-kritikeren, der får individet til at anerkende sin egen andel i naturødelæggelsen […] satirikeren, der iagttager og vrænger af totalitære kræfter i samfundet […] Og hun appellerer til den intelligente feminist af ethvert køn, som ikke mener, at kvinder har nøglen til moralsk overlegenhed.” 

I interviewet fra 2011 understreger Atwood, at hun ikke dyrker klichéen med den gale videnskabsmand: ”Det her er ikke Mary Shelleys Frankenstein forfra. Videnskab er et værktøj. Som en hammer.” Et værktøj – eller videnskab – kan anvendes til at skabe og bygge, men kan også bruges til at skade og ødelægge. Det er menneskets intentioner og valg, der er det interessante. Ikke tingene. De rammesætter og muliggør blot de menneskelige handlinger. Det er dét, Atwood interesserer sig for, og til perfektion sætter i scene. Det er ikke science for science skyld. Det er spekulativ fiktion, funderet i virkeligheden, hvor en tænkt verden opstår ud af den faktiske.

Denne anbefaling er også blevet bragt i Ugeavisen Vejle den 29. september 2021.