Dekorativt billede

Fik du læst det, du ville?

06.01.23
Et år er forbi, og det er tid til at se tilbage på årets udgivelser. Bibliotekets hylder bugner, og det kan være svært at vælge mellem de bedste af årets udgivelser. Nytår er også tiden til forandringer, og ligesom mange andre har jeg optimistiske intentioner om blandt andet at nå at læse mere. Jeg har her håndplukket nogle af de titler fra 2022, som jeg vil huske at få læst, set eller lyttet til i år.

En film jeg skal se: ‘Belfast’

Filmen ‘Belfast’ handler om den niårige dreng Buddy og hans families liv i arbejderklassen i 1960’ernes Nordirland. Konflikterne mellem protestanter og katolikker ulmer, og familien bliver fanget i urolighederne. Instruktøren er filmskaberen Kenneth Branagh, som selv er opvokset i Belfast midt i den politiske og religiøse strid. Jeg vil gerne se filmen, fordi den er anmeldt som et mesterstykke, der er bevægende, velspillet og har et smukt lydspor. En film, som man bliver i godt humør af, fordi den udstråler medmenneskelighed, varme og kærlighed midt i de blodige begivenheder. Trods den vanvittige og voldelige verden, som drengen oplever i barndommens gade, er der en følelse af livsbekræftende optimisme.

Musik jeg vil lytte til: ‘ Over Tage’

Den prisvindende danske jazzduo ‘Svaneborg Kardyb’, bestående af Nikolaj Svaneborg og Jonas Kardyb, udgav i 2022 deres tredje album ‘Over Tage’. De har tidligere udgivet ‘Knob’ (2019) og ‘Haven’ (2020). De to musikere spiller meditativ og atmosfærefyldt musik i et flot samspil på el-klaver og trommer. Det er minimalistisk musik, der har rødder i dansk folkemusik og skandinavisk jazz. Jeg har især været glad for at lytte til ‘Haven’ med musik inspireret af naturen, da tonerne er gode at læse eller arbejde til, så man bedre kan holde fokus. Noget, der jo har været behov for på hjemmearbejdsdagene under de seneste års nedlukninger.  Jeg vil glæde mig til at lytte til det nye album.

En roman jeg vil læse: ‘Til paradis’ 

Den amerikanske forfatter Hanya Yanagihara har tidligere skrevet ‘Et lille liv’ (2015), som er blevet en moderne kultroman. I sin nye roman ‘Til paradis’ inviterer hun igen læseren til New York med sin storslåede fortælling om en families liv gennem tre hundrede år. Den udspiller sig i årene 1893, 1993 og 2093 og handler om mange temaer som menneskelige relationer, pandemier, tragedier, drømme og moral på tværs af tid. Forfatteren skrev ‘Til paradis’ som en reaktion på den politiske virkelighed i USA de seneste år for at vise, hvordan skiftende omstændigheder sætter sig igennem i menneskers liv. Jeg vil glæde mig til at læse den gribende historie, som er anmeldt som ‘fortællekunst i mesterklasse’. 

Få inspiration til nye læseoplevelser

Mangler du inspiration til endnu flere gode læseoplevelser i det nye år, så afholder vi i januar bogcaféer, hvor du kan tilbringe et par hyggelige timer i bøgernes verden. Bibliotekarerne står klar til at fortælle om de bedste bøger, de har læst det sidste års tid - både nye bestsellere, romaner som måske er gået lidt i glemmebogen, skæv faglitteratur, yndlingsbogen – og alt det derimellem. Godt nytår!

Læs mere om bogcaféerne her.

Anbefalingen er tidligere bragt i Ugeavisen Vejle.

Materialer