Forside på Den store Gatsby

Francis Scott Fitzgerald: Den store Gatsby

Den store Gatsby er kommet i en ny oversættelse ved Jørgen Nielsen. En meget fin oversættelse, der lægger sig smukt op ad Fitzgeralds originale udgave.

- fra Flemming Mengs bogreol, afsnit 7


The Great Gatsby er én af de største amerikanske noveller, der er skrevet. Måske endda den største. Derfor er den også filmatiseret flere gange. Første gang som stumfilm i 1926. Den film eksisterer i dag kun som fragmenter.
Anden gang som sort/hvid-film i 1949 instrueret af Elliott Nugent med Alan Ladd, som Gatsby, Betty Field som Daisy og Macdonald Caery som fortælleren Nick. En film som kun løst baserer sig på romanen og digter videre på den.
Helaftensfilmen fra 1974, instrueret af Jack Clayton med Robert Redford i rollen som Gatsby, Mia Farrow som Daisy og Sam Waterston som Nick er nok filmEN, tekstnær og autentisk som den er.
Men også Baz Luhrmans udgave fra 2013 med Leonardo di Caprio som Gatsby, Carey Mulligan som Daisy og Tobey Maguire som Nick har bestemt sine kvaliteter. Hvor 1974-filmen lægger vægten på den poetiske fortælling, går 2013-filmen tættere på de mørkere og dynamiske lag i historien.

Romanen er i 2019 udkommet i Jørgen Nielsens oversættelse. En meget fin oversættelse, der lægger sig smukt op ad Fitzgeralds originale udgave (der selvfølgelig altid er den mest uovertrufne med sine grundige person- og miljøbeskrivelser og sit ekvilibristiske sprog). Men Jørgen Nielsen oversætter med omtanke, og selv om jeg har læst romanen adskillige gange tidligere, og set filmene (bortset fra stumfilmen), opdager jeg nye detaljer i denne fascinerende fortælling i hans oversættelse. Tilmed får man et meget velskrevet forord af Hanne-Vibeke Holst med som en meget grundig og god introduktion til romanen, dens baggrund og miljø.

Romanen foregår over tre sommermåneder i 1922 på Long Island. I et kæmpehus i West Egg lever rigmanden Jay Gatsby, der hver weekend holder overdådige fester, som han knapt nok selv deltager i. Vi er i forbudstiden, men det synes ikke at spille den store rolle, for spiritussen flyder i rigt mål ved festerne.
På nabogrunden i et mere ydmygt lejet hus bor fortælleren Nick Carraway, som er børsmægler i New York. Endelig – ovre på den anden side af Long Island-sundet i det endnu mere fashionable East Egg bor Nicks æteriske kusine Daisy Buchanan sammen med sin macho-mand, Tom i en svimlende velstand. For enden af Toms og Daisys anløbsbro blinker en grøn lanterne. Den ligger på den anden side af sundet vis a vis Gatsbys hus, og han står tit i sommernætterne og betragter det grønne blink.
Jay Gatsby – oprindelig en fattig ung mand ved navn James Gatz – har bygget al sin rigdom op, købt sit store hus og sine ekstravagante biler og afholder sine ”åbent hus”-fester hver lørdag i håbet om, at hans ungdoms kærlighed, Daisy, vil opdage ham og dukke op.

Da Gatsby opdager, at hans nye nabo, Nick, er fætter til Daisy, bruger han ham som katalysator til at genskabe den kontakt, han som ung major havde til hende. Han var ikke et passende parti for Daisy, som i stedet blev gift med polospilleren og den hårdkogte forretningsmand Tom Buchanan, der bekymrer sig meget om ”den hvide race” og frygter ægteskaber mellem hvide og afro-amerikanere.

Så er scenen sat: fattig ung mand bliver forelsket i rig ung pige, og kan ikke få hende. I stedet bygger han sig selv op i kraft af forretninger, som vi aldrig rigtig hører om, men som sandsynligvis er lyssky og styret af den jødiske mafiaboss Meir Wolfshiem. Med sin rigdom håber han at kunne imponere Daisy og – helt urealistisk – dreje tidens ur tilbage til deres første møder 5 år tidligere. Det går selvfølgelig ikke. Nick, der er kommet til at sætte Gatsby meget højt (trods ”det snavs, der flyder i hans kølvand”), forsøger at fortælle Gatsby, at man ikke sådan kan gentage fortiden.

”Selvfølgelig kan man det”, siger Gatsby og fortsætter sit spil, der naturligvis er dømt til at slå fejl og ende i en uundgåelig katastrofe. Det kunne have været en banal kærlighedshistorie, men Fitzgerald formår at få denne fjerne sommers poesi, det sorgløse liv ved Long Island-sundet og de ubekymrede overdådige fester malet lyslevende frem for os, så læseoplevelsen af ”Den store Gatsby” bliver sublim. En besyngning af nostalgiens væsen, som man kan læse igen og igen.

Materialer