Glædelig kampdag!

06.03.22
Feminisme og stærke kvinder i graphic novels og tegneserier

Siden 1911 har Danmark været med til at markere Kvindernes Internationale Kampdag og den 8. marts 2022 havde vi besøg af May Lifschitz her på biblioteket i Vejle, der fortalte om hvad kampdagen betyder for hende. Lifschitz, der er model og skuespiller, kender du måske fra filmatiseringen af Kaaberbøls ’Vildheks’ og Netflix-serien ’Warrior Nun’. 

Vidste du….

At datoen først blev fastlagt i 1921. Indtil da blev kampdagen blandt andet afholdt i weekender så at arbejderklassen kunne have tid til at deltage. 

At et af hovedpunkterne de første par år var kvindernes valgret, som vi fik her i landet i 1915 og i 1918 kunne kvinderne så stemme første gang til et folketingsvalg.  

At kvindesagsforkæmperen Olga Knudsen, som tilbragte størstedelen af sit liv her i Vejle, stiftede Vejle Kvindeforening tilbage i 1905. Senere blev hun den første kvinde, der talte i Landstinget, for i 1918 var hun og fire andre kvinder blevet valgt ind i Landstinget.  I kan blive klogere på Olga Knudsen og hendes livshistorie herovre

Bøger til børn:

Kvinder i kamp: 150 års kamp for frihed, lighed, søsterskab! af Marta Breen og Jenny Jordahl

Hvis du ikke er helt sikker på, hvad det der søsterskab og feminisme er for noget, så er det denne her, du skal kigge nærmere på. Breen og Jordahl, som begge kommer fra Norge, fortæller blandt andet om kvinders kår i 1800-tallet og hvordan det gik til at kvinder endelig fik stemmeret i mange lande verden over i starten af 1900-tallet. De sætter også fokus på blandt andet Harriet Tubman, Millicent Fawcett og Malala og fortæller om de sager, som de kæmpede for og den kan varmt anbefales til alle nysgerrige mellem 12 og 99 år.

Superfeministerne af Mirion Malle

En anden bog til børn og unge er tegneserien ’Superfemisterne’, som oprindeligt blev udgivet på fransk i 2018 og som vi fik på dansk i 2020. Den er opdelt i små afsnit, hvor Malle blandt andet kommer ind på repræsentation, køn og samtykke, men hun viser også, hvad Bechdel-testen er og hvorfor kvinder er nødt til at være der for hinanden for blandt andet at bekæmpe sexisme. Den fungerer rigtig godt som introduktion til feminisme, men også til forståelse af køn og sexisme og aldersgruppen er 13 år og opefter.

Bøger til unge og voksne:

Skamløs 1 & 2 af Pénélope Bagieu

I 2016 kom det første bind af ’Skamløs: Rebelske kvinder der ændrede verden’ i hjemlandet Frankrig (på dansk i 2018), hvor den franske illustrator Bagieu havde udvalgt 15 kvinders livshistorier, hvis liv hun beskrev og illustrerede. Blandt disse livshistorier kan man blandt andet finde Mumitroldenes mor Tove Jansson, modstandskvinden Joséphine Baker og Nzinga, der var dronning af Ndongo og Matamba. Året efter kom opfølgeren (på dansk i 2019) og her fandt hun 15 nye livshistorier, som hun kunne fortælle gennem ord og illustrationer. Her kan du blandt andet læse om dyretolken Temple Grandin, skuespiller og opfinder Hedy Lamarr og kunstelskeren Peggy Guggenheim.

I’m every woman af Liv Strömquist

Den næste bog, som vi har kigget nærmere på, er denne tegneserie af den svenske tegneseriekunstner Strömquist, som også står bag værkerne ’Kundskabens frugt’ og ’ Den er der ikke’ (begge udkommet på dansk og kan lånes på biblioteket).  Hendes skarpladte satiriske pen kigger blandt andet nærmere på hvem der er ”historiens mest provokerende boyfriend”, hvordan børn er højreorienterede konservatister og forskellige kvinders livshistorier, heriblandt Yoko Ono og Priscilla Presley.

Girls just wanna have fundamental human rights af Hallbäck

Hvorfor er det ekstremt at ville leve i et ligestillet og solidarisk samfund? Disse ord er de første, som man læser, når man åbner Hallbäcks bog og lige netop ligestilling er et af nøgleordene i denne graphic novel. En af de særlig interessante ting, som hun gør, er at skifte kønnene på karakterer i et par klassiske eventyr for at vise hvilke forventninger der har været til kvinders opførsel igennem århundreder og hun kigger nærmere på hvordan mænd og kvinder stadig ikke har samme vilkår og hvad der vil ske hvis vi bytter rollerne om på mænd og kvinder i flere forskellige situationer.

God læselyst og glædelig kampdag!