Hvad er en graphic novel?

23.02.22
Har du helt styr på hvad en grafisk roman er og hvad forskellen er på grafiske romaner og tegneserier?

En grafisk roman, som er den danske oversættelse af graphic novel, er en længere udgave af en tegneserie og det er en færdiggjort historie, som ofte er lidt mere sofistikerede i tegningerne end en tegneserie. Her på biblioteket har vi en god håndfuld bøger, som kan gøre dig mere klog på hvad en graphic novel og en tegneserie er og du kan finde anbefalinger af tegneserier og graphic novels ved at klikke her.

Bøger til børn om grafiske romaner og tegneserier:

Lær at tegne graphic novels af Andy Fish

Hvordan tegner man special effects som fartstreger og hvordan kan du tegne baggrunde, som skaber liv i tegningen? Det her er bogen, som du skal låne med hjem, hvis du både vil vide noget om hvad en graphic novel er og gerne vil have en masse tips til hvordan du selv laver en graphic novel. Du kan også læse om hvad forskellen er på plotmodellen og færdigt manuskript, så du kan blive endnu bedre til at planlægge dine historier og et helt afsnit handler også om bevægelser, følelser og energi, hvor du blandt andet kan se hvordan du kan kombinere to følelser og få et mere komplekst ansigtsudtryk. 

Tegneserier og grafiske romaner af Richard Spilsbury

Hvis du gerne vil lære lidt mere om hvad en tegneserie og en graphic novel er og måske selv begynde at lave nogle, så er det denne her bog, som du skal have fat i. Spilsburys bog er fuld af eksempler på hvordan du kommer i gang med at tegne og viser dig eksempler på nogle af de mest kendte tegneseriefigurer gennem tiden som f.eks. Asterix og Tintin og sætter fokus på både ’Maus’ af Spiegelman og ’Kaptajn Underhyler’ af Dav Pilkey.  Du kan finde bogen inde på børnebiblioteket, hvor vi også har en masse andre bøger om blandt andet at tegne både dyr, mennesker, monstre og manga. 

Graphic Novels : Struktur, stil, streg af Thomas Thorhauge

Thomas Thorhauge, som blandt andet har udgivet tegneserien ’Det sidste ord’ og den grafiske roman ’Kom hjem’, har skrevet denne her i serien ’Dansk i dybden’ og her kigger han blandt andet på hvordan man læser en graphic novel, hvordan man kan snakke om illustratorens streg og ikke mindst hvordan billedet er opbygget. Thorhauge hiver også fat i værker som ’Jimmy Corrigan , Den klogeste dreng  verden’, ’Persepolis’ og ’Ghost World’ og bruger dem til at vise hvor forskellige og hvor ens de er på samme tid. 

Bøger til voksne:

The Cambridge Companion to the graphic novel

Et godt sted at starte, hvis du er nysgerrig på forskellige skønlitterære forfattere og genrer, er Cambridge Companions, hvor forskellige universitetsprofessorer skriver om diverse emner. I denne bog kommer er der lagt vægt på grafiske romaner gennem årene, hvordan man kan finde genrer som historisk fiktion og biografier på hylden med grafiske romaner og hvordan romaner indimellem laves til grafiske romaner. 

Grafiske romaner af Mimi Olsen og Hans-Christian Christiansen

Hvis du står og skal analysere en grafisk roman, så er det uden tvivl denne bog, som du skal have fat i. Olsen og Christiansen har delt deres bog op i tre dele, så i den første del kan du læse om værktøjer og hvad der er så specielt ved det her format, i del to kan du få gode redskaber til at analysere en grafisk roman og i del tre kan du finde en antologi af danske og udenlandske grafiske romaner som f.eks. ’Min fars dagbog’ af Taniguchi, ’En dyne af sne’ af Thompson og ’Gavrilo Princip – Manden, der ændrede et århundrede’ af Rehr.

God læselyst!

Materialer