Bogreol og røde hjerter

Kærligheden findes blandt bøgerne

18.03.22
Hvis man skal tro forfatterne til kærlighedsromaner, findes kærligheden blandt bøgerne i boghandelen eller på biblioteket, og her får du tre bud på gode romaner om kærlighed, der alle foregår i bøgernes verden.

I de seneste år er der udkommet flere romantiske historier, der foregår netop på disse åsteder. Ved de fleste af titlerne indgår ordene boghandel eller bibliotek: ”Boghandlen ved Themsens bred” af Frida Skybäck, ”Hjertets boghandel” af Veronica Henry, ”Den sidste boghandel i London” af Madeline Martin, ”Midnatsbiblioteket” af Matt Haig, ”Brevet i bogbussen” af Eli Åhman Owetz. Kendte forfattere som Jojo Moyes har i ”Ræk mig stjernerne” hensat handlingen til et bibliotek i en historisk ramme og dronningen af disse ”romancer blandt bøger”, Jenny Colgan, har fået oversat to bøger til dansk med titlerne: ”Den lille butik med de lykkelige slutninger” og ”Den lille butik med de nye begyndelser”.

Brevet i bogbussen

Jeg har selv en stor forkærlighed for mit arbejde i biblioteksbussen, så selvfølgelig gjorde titlen ”Brevet i bogbussen” mig nysgerrig, da den kom på dansk i 2021. Eli Åhman Owetzs roman handler om Malin, der efter at børnene er flyttet hjemmefra, savner indhold i sit liv, da hendes ægteskab er gået i stå. Hun skriver sine tanker ned og glemmer papiret i en biblioteksbog, som hun afleverer i den lokale bogbus. En anden læser, fraskilte Erik, finder papiret/brevet og bliver rørt af indholdet. Han nedskriver et svar og lægger det i samme bog og snart har de to en brevveksling i gang, hvor de bruger en af bogbussens bøger som postkasse. Det er en romance om kærlighed blandt mere modne mennesker.

Midnatsbiblioteket

Mere magisk og filosofisk er det i ”Midnatsbiblioteket” af Matt Haig. Nina er endt derude, hvor hun er tæt på at begå selvmord. I stedet havner hun i ”Midnatsbiblioteket”, hvor hver bog fortæller om det liv, hun kunne have levet, hvis hun havde valgt en bestemt vej. Gennem bøgerne får Nina nu mulighed for faktisk at ”leve” alle de liv, hun kunne have levet. Det er en både rørende og underholdende bog fyldt med kærlighed til litteraturen.

Det litterære apotek

I ”Det litterære apotek” af Nina George (oversat til dansk i 2016) har hovedpersonen Jean Perdu en flydende boghandel i Paris. Som titlen antyder, ordinerer han litteratur til kunderne, der kan hjælpe/lindre et givent problem. Jean Perdu har selv fortrængt en kærlighedssorg i mere end 20 år. Han har aldrig åbnet det afskedsbrev, hans elskede efterlod til ham. Det gør han nu, indholdet er chokerende, og han tager med sin boghandelbåd på flodrejse. Han tager sine to katte Kafka og Lindgren med, og i mødet med andre mennesker undervejs, får han livsmodet tilbage. Det er en bog fyldt med varme og kærlighed. Den er underholdende og fænger fra første side. Det er guf for den store boglæser, da den er fyldt med læseforslag til andre bøger.

Og måske er det netop derfor, der skrives så mange kærlighedsromaner, der foregår i bøgernes verden? Når forfattere og læsere selv elsker bøger, så er det oplagt at henlægge romancerne til boghandelen eller biblioteket?

Søger du kærligheden? Find den i din lokale boghandel eller på dit lokale bibliotek. Og finder du den ikke her, kan vi hjælpe dig med at finde den i bøgerne.

Denne anbefaling er også blevet bragt i Ugeavisen Vejle den 16. februar 2022.

Materialer