Insektglas i bibliotekets biodiversitetshave

Krible-krable bøger for børn

26.07.22
I løbet af foråret har biblioteket anlagt en biodiversitetshave for at give naturen her i området bedre muligheder, og i den forbindelse anbefaler jeg her et par fantastiske faglitterære bøger til børn i alle aldre, som er vilde med insekter, fugle og andre dyr i naturen.

I forbindelse med bibliotekets biodiversitetshave er der lige nu også ”Naturbingo” på børnebiblioteket, hvor børn og familier kan gå på opdagelse i haven med insektglas og indenfor kan de låne masser af bøger om dyr og biodiversitet. De forskellige områder i haven skal også inspirere jer til, hvad I selv kan gøre hjemme i jeres egne haver.

Her har jeg samlet en række gode krible-krable bøger til børn, hvor de kan lære mere om alle de små dyr, de måske kan finde i bibliotekshaven - eller hjemme i jeres egen have.

’Krible-krable-land’ af Sam Loman 

Denne myldrebog er for de helt små og undervejs møder man forskellige arter, som får besøg af Lille Bi og en kurv med honningglas. Ved hvert besøg lærer man en lille smule om arten, som f.eks. at en græshoppe har seks ben, og hvor mange prikker en mariehøne har, og så er der også små opgaver, hvor man kan tælle antallet af dyr, og se hvilke ting der sidder fast i edderkoppens spindelvæv. Anbefales at læse for børn fra 3 år og opefter. 

’Der er insekter overalt’ af Britta Teckentrup

Ved du hvordan en kuglemyre eller en natpåfugleøje ser ud? De to insekter, og mange andre, er blandt dem, som du kan lære en masse om i denne fagbilledbog fra 2021. Der findes faktisk flere forskellige slags insekter, som bor rundt omkring i hele verden, og Teckentrup står bag de fantastiske og meget farverige illustrationer i bogen, som både gør børn og voksne klogere på, hvad det er for nogle insekter, som omgiver os. Anbefales at læse for børn fra 6 år og opefter. 

’Vickys vilde verden’ af Vicky Knudsen

Ved du, hvor du kan finde en halsbåndmus henne, og hvor lang en lille vandsalamander typisk er? Måske har du allerede hørt om biologen Vicky Knudsen, der blandt andet har været med i programmet ’1 døgn, 2 hold, 3 dyr’ på TV 2 og P1-programmet ’Vildt Naturligt’. Hun står bag denne bog, hvor du kan blive klogere på 123 arter i den danske natur. Der er både dyrearter og plantearter, og udover en udførlig tekst om hver art, som hun kigger nærmere på (der er også en såkaldt Homo Sapiens med), så er der faktabokse, så du blandt andet kan blive klogere på sommerfuglenes farver og lidt om skrubtudsens dvale. Den er god til børn fra 10 år og opefter, da der er masser af fakta og både mange fotografier og fantastisk flotte illustrationer af Brian Dall Schyth. 

’Min naturbog’ af Ole Laursen

Denne sidste bog bliver beskrevet som en moderne grønspættebog, hvor børn kan få masser af idéer til aktiviteter ude i naturen. Her kan du f.eks. finde ud af, hvordan du laver en krans af blomster fra grøftekanten, bygge en drage af bl.a. pinde, plastiksække og sejlgarn eller blive klogere på, hvad en tordensten og et vættelys er. Bogen er rigtig god til højtlæsning fra 5 år og selvlæsning fra 10 år. 

Materialer