Læs bogen, gå i biografen

12.01.23
Lige om lidt er der premiere på Hella Joofs filmatisering af 'Meter i sekundet' og i løbet af 2023 kommer der flere filmatiseringer af fantastiske bøger i biografen - læs om et par af dem herunder.

'Meter i sekundet' af Stine Pilgaard 

I 2020 kom Pilgaards roman 'Meter i sekundet', som handler om at bo i den lille by Velling ved Ringkøbing og lige siden at det i efteråret 2021 blev offentliggjort, at Hella Joof skulle instruere filmatiseringen, er der nok en hel del læsere over hele landet, som har ventet i spænding. Pilgaard modtog De Gyldne Laurbær for denne bog og netop nu kan du faktisk finde bogen på en udstilling om Udkantsdanmark nede i Fiktionsfløjen.  

Den, der lever stille af Leonora Christina Skov 

30. marts får en anden længe ventet film premiere, nemlig 'Den, der lever stille', der udkom i starten af 2018 og som handler om Skovs eget liv. I 2021 udkom 'Hvis vi ikke taler om det' og de her to bøger har musikeren Kristina Holgersen klippet tekster ud fra til albummet 'Kapow goodbye (tak & undskyld)', hvor Skov selv synger kor. Vi får faktisk besøg af Kristina Holgersen 26. januar i Bygningen i Vejle, hvor hun sammen med Anya Mathilde Poulsen og Line Felding vil kigge på kvindelige musikere.  Læs mere om arrangementet her

En mand der hedder Ove af Fredrik Backman 

Ovre i Lido biograferne kan i netop nu se 'A Man called Otto' med Tom Hanks i hovedrollen, som denne her ældre og ret så gnavne enkemand. Backmans bog udkom faktisk i Sverige allerede tilbage i 2012 (på dansk i 2013) og der hed den gnavne mand Ove. Der findes faktisk allerede en svensk film fra 2015, som i kan låne på biblioteket og vi har endnu ikke hørt om nogen, som ikke var ellevilde med denne bog (og faktisk også resten af Backmans forfatterskab).  

Brænd alle mine breve af Alex Schulman

En anden vældig populær svensk bog, hvis filmatisering får premiere 30. marts, er Schulmans 'Brænd alle mine breve', der handler om hans morforældre og mormorens relation til forfatteren Olof Lagercrantz tilbage i 1930'erne. 

Dune af Frank Herbert

Indimellem er det også klassikere, som bliver filmatiseret og i 2021 kom første del af 'Dune' i de danske biografer. Bogen, som filmen er baseret på, udkom i hjemlandet USA tilbage i 1965 og siden da er der både skrevet flere bøger af både Herbert og hans søn i det univers. Næste del i Villeneuves 'Dune' kommer i slutningen af 2023. 

En fortælling om sangfugle og slanger af Suzanne Collins 

Måske kender du historien om Katniss Everdeen, som kæmpede i et årligt dødsspil i 'Hunger Games'-bøgerne?

En vigtig karakter fra de bøger hed Coriolanus Snow og i 2020 fik vi læsere en prequel, der foregår 64 år inden Hunger Games og hvor det er Snow, som er hovedperson. Senere i år kommer filmatiseringen af denne og på biblioteket kan du både låne Collins' bøger på dansk og engelsk

Materialer