Lisa Aisato og hendes fantastiske illustrationer

27.04.22
Kender du det der med, at man har en yndlingsforfatter, hvor man har læst alle deres bøger og utålmodigt går og venter på den næste?

I rigtig mange år har jeg haft yndlingsforfattere (heriblandt Lindgren og Gaarder), men inden for de sidste par år er jeg begyndt også at have yndlingsillustratorer. En af de illustratorer, som jeg har fulgt i længst tid på Instagram, er norske Lisa Aisato, hvis illustrationer jeg først stødte på tilbage i 2016. Billedbiografien om Astrid Lindgren var netop udkommet på dansk, og flere af Aisatos farverige illustrationer var virkelig relaterbare, hvad enten du var barn, teenager eller voksen. Biblioteket har efterhånden en masse bøger til både børn og voksne, hvor du kan finde hendes illustrationer, og du kan også finde et par af titlerne inde på eReolen.

Astrid Lindgren: En biografi for børn

En af mine favoritbøger er denne biografi om Pippis mor, hvor forskeren Agnes-Margrethe Bjorvand skriver om Astrid Lindgrens liv, fra hun blev født i Vimmerby i 1907, og indtil hun døde i en alder af 94 år tilbage i 2002. Lindgren voksede op ude på landet sammen med sine forældre og søskende, og det var først da hun var blevet mor og blevet gift, at hun i 1944 debuterede med ungdomsbogen ”Britt-Mari lättar sitt hjärta” (på dansk ”Anne Marie letter sit hjerte”). Meget af inspirationen kom fra hendes eget liv, hendes familie og hendes bekendte, og i bogen er der også et afsnit om den helt store følelse, som går igen i flere af hendes bøger - nemlig ensomheden. Bogen er en fantastisk skildring af Lindgrens liv, og den er fuld af smukke illustrationer og kloge ord for både børn og barnlige sjæle.

Pigen der ville redde bøgerne

Anna på ni år elsker at læse, og hvis det stod til hende, ville hun læse hele dagen lang. Hun kommer ofte på biblioteket, og en dag lægger hun mærke til at bibliotekaren, Fru Monsen, er ked af det. Bibliotekschefen mener nemlig, at der er for mange bøger på biblioteket, som ikke bliver lånt ud, og for at forhindre at bøgerne bliver destrueret, låner Anna halvtreds bøger med hjem i en trillebør. Men hvordan kan man redde bøger og få folk til at læse mere? Den anerkendte norske forfatter Klaus Hagerup skrev ordene til denne historie, og både hans ord og Aisatos illustrationer emmer af kærlighed til bøger.

At ride på enhjørninger

Denne billedbog handler om Asta, som går i børnehave, men da hun rammes af kræft, bliver hun indlagt på sygehuset sammen med sine forældre. På sygehuset får hun en ven ved navn Silas, som har et helt fantastisk meget-modig-armbånd, som er grønt, rødt og blåt, og når han kommer til at tænke på noget farligt, kigger han på armbåndet, og så er han pludselig ikke bange mere. Jeg er blevet rørt af mange af de historier, som Aisato har illustreret (hav f.eks. Kleenex klar, hvis du skal læse ’Snesøsteren’), men denne her, som fortælles af Asta, ramte mig lige i hjertekulen, og Aisato har de mest vidunderlige illustrationer af, hvordan et barn iagttager sine omgivelser, og hvordan børns fantasi kan være noget så farverig med både enhjørninger og regnbuer. Kan bestilles på biblioteket inden længe.

Denne anbefaling er også blevet bragt i Ugeavisen Vejle den 13. april 2022.

Materialer