""

Mode på godt og ondt

11.11.22
Jeg har altid været fascineret af velsiddende spadseredragter, uopslidelige tweedjakker og pudsede lædersko. Og med denne lille passion for syning og tekstiler er det oplagt at dykke ned i modens verden med både en feel good-roman om mode i 1920’erne og en tankevækkende fagbog om bjerge af tøjaffald i 2020’erne.

”Kun 12 procent af det tøj, vi kan købe, passer rent faktisk til vores kroppe” var overskriften på en avisartikel fra Politiken i sommers. Artiklen handler om en forskning, som lektor Mette Terkildsen fra VIA University College har gennemført af danskernes kroppe og det tøj, vi kan købe - færdigsyet tøj, stangtøj. De fleste designere skaber tøj til for flade, for høje og for tynde skikkelser, viser hendes forskning. Bukserne sidder til over hoften, men gaber i taljen. Og det betyder en elendig pasform med risiko for klimaskadeligt tøjspild, da tøjet ligger ubrugt i skabet eller hurtigt kasseres. 

Det var bedre før i tiden, tænkte jeg, og det var derfor oplagt at læse Lucy Ivisons ’Modehuset - pynt og pailetter’.

Modehuset House of Serendipity - ny bogserie til unge læsere

Stofkvalitet og pasform er helt i top, når tøjet er skabt af skrædder Myrtle og designer Sylvia fra ”Modehuset House of Serendipity”. Myrtle og Sylvia er hovedpersonerne i Lucy Ivisons stærkt underholdende roman ”Modehuset – pynt og pailetter”. Bogen er 1. del i en ny serie, som jeg læste med begejstring, og mon ikke, der findes 10-13 årige læsere derude, der vil elske bogen tilsvarende meget. ”Skøn rejse til 1920’ernes London med skandaløse hemmeligheder, oprør og fester – og med en ung modeduo i hovedrollen” skrev ”The Guardian” om bogen, - enig. 

Klædt som en dronning i en Coco Chanel-inspireret kjole og med symaskine, skræddersaks og en lille kuffert som baggage må Myrtle lægge livet i familiens skrædderi bag sig. Faren er død, moren syg og skrædderiet solgt. Nu gælder det en stilling som tjenestepige i House of Serendipity. Huset er en herskabsvilla med mange tjenestefolk samt en guvernante til Lady Sylvia, en rebelsk pige jævnalderen med Myrtle. Sylvia har talent for design, og i al hemmelighed får de to piger kreeret den perfekte kjole til Sylvias søsters debutantbal. Pigerne kan noget sammen, og der bliver efterspørgsel på deres designs, men da de tilhører vidt forskellige sociale klasser, bliver deres venskab og samarbejde mildt sagt udfordret.

Bogen er forsynet med meget fine og detaljerede håndtegninger af bl.a. Myrtles Chanel-kjole med tilhørende klokkehat. Forfatteren takker i et efterord personalet på London Library og The Victoria and Albert Museum for hjælp med research til bogen. Og god research fornemmes i romanens mange stemningsskabende detaljer fra 1920’erne - vi er i den løsslupne og brølende tid efter 1. verdenskrig - Charleston-dans, Greta Garbo, fjer og maskeballer.
Spændende om Myrtles drøm om en dag at blive couture-skrædder med eget skrædderi går i opfyldelse. -Vi må vente på bind 2.
 

2020’erne: bjerge af genbrugstøj, som vi ikke kan eller vil genbruge

Fra Myrtles og Sylvias dristige silkekjoler i 1920’ere springer jeg ind i virkeligheden og nutiden med tøjdesigner Rachel Kollerups tankevækkende fagbog ”Et helt ton gode grunde til kun af shoppe yndlingstøj”. Rachel Kollerup er en miljøbevidst tøjdesigner, der gerne vil have os til at købe nyt tøj med mere omtanke. Hun har de seneste år lavet forskning og udvikling i bæredygtig mode, og på forfatterens hjemmeside, rachelkollerup.com, siges det tydeligt: ”Beviset for menneskets forbrug kan findes i jordlagene, men hvor tekstilmaterialet fra fortiden er sjældent at finde, vil vores kunne dokumenteres”. Det skyldes iflg. forfatteren, at omkring 70% af tekstiler i dag er lavet af svært nedbrydeligt polyester. Ifølge forfatteren er det gode ved polyestertøj, at det er meget holdbart, vi skal så blot bruge det igen og igen til det er slidt op - og til sidst skal tøjet sorteres til forsvarlig genanvendelse. Ingen af delene sker dog ifølge forfatteren.

I bogen ”Et helt ton gode grunde til kun af shoppe yndlingstøj” lægges Kollerups mission klart frem: køb tøj, der holder længere og køb færre stykker tøj. Danmark er ved at drukne i tøjaffald. Måske tænker vi, at det er okay at købe nyt tøj, når bare det tøj, vi skiller os af med sendes til genbrug. Men sådan forholder det sig ifølge Kollerup desværre ikke. 

Bogen er bygget op omkring en kæmpe tøjsorteringsopgave. Et helt ton genbrugstøj håndsorteres for at blive klogere på tøjets kvalitet. Tøjet sorteres i brands, men undervejs i processen viser det sig, at tøjet med fordel kunne have være opdelt i tre hovedgrupper: nyt, shit og patina. Shit-tøjet er tøj, der er for ringe til, at nogen vil genbruge det. Shit-tøjet skal derfor genanvendes på anden vis. Og bunken med shit-tøj, der bliver afleveret til genbrug vokser så meget, at tøjgenbrugsvirksomheden Trasborg har ændret slogan fra ”Dit tøj er godt nok til genbrug” til ”Kun det bedste er godt nok til genbrug”. Problemet med shit-tøj sendt til genbrug forventes at blive endnu større, når EU-direktivet i 2025 om separat indsamling af tekstilaffald træder i kraft. Det bliver fast arbejde at sortere de store bjerge af tøj smidt til genbrug. Ifølge Rachel Kollerup findes der ikke bæredygtigt tøj, men snarere bæredygtigt forbrug. Heldigvis er bogen ikke kun sort og nedslående læsning for os der holder af tekstiler og tøj, Kollerup kommer også med bud på, hvad vi kan gøre som forbrugere og råd til, hvordan vi spotter den gode holdbare stofkvalitet og undgår den dårlige - krølletesten, fnullertesten….
Bogens målgruppe er os alle. Den er hurtigt læst, men sværere at efterleve.
 

Tilbage til avisartiklen om stangtøj med dårlig pasform. For forsker Mette Terkildsen er løsningen på en mere klima- og miljøansvarlig tøjproduktionen, at tøjfirmaerne begynder at sende færre, men mere målrettede produkter på markedet – de samme par bukser skal kunne fås i flere længder, hofte- og taljemål. Og den løsning bifalder jeg, nu hvor skræddersyet tøj med perfekt pasform som i ”Modehuset House of Serendipity” ikke virker økonomisk overkommeligt.

Materialer