Forsiden af bogen "Nolde".

Myterne om Emil Nolde

Der er mange myter om Emil Nolde, men hvem var han i virkeligheden? Det bliver du meget klogere på i Hans Christian Davidsens kulegravende biografi om kunstneren og mennesket Emil Nolde.

Hans Christian Davidsens bog ”Nolde: Maleren, der trådte ved siden af” er et overbevisende resultat af mange års besøg i Nolde-museets arkiver, interviews og et stort kendskab til udgivelser og forskning om kunstneren og mennesket Emil Nolde. Bogen giver indblik i Noldes liv og levned med udgangspunkt i et – for de fleste af os – ukendt arkivarisk materiale, kunstens vilkår i Tyskland før, under og efter 2. verdenskrig samt ikke mindst en grundig redegørelse for myterne, der omgærder den dansk-tyske kunstner.

I 2013 fik Nolde-museet i Seebüll en ny ledelse. Indtil da var forskere og journalister udefra blevet nægtet adgang til museets arkiver. Den nye ledelse var rystet over, hvilken viden de foregående bestyrelser og ansatte ikke blot havde skjult, men også selv havde skabt, siden museets åbning i 1957. I 1990’erne blev det godt nok dokumenteret, at Nolde havde været medlem af nazistpartiet, men selv da blev det på den ene side forklaret som en nødvendighed for hans overlevelse som kunstner, og på den anden side tilsidesat i forhold til myten om Nolde som modstandskunstner.

Myterne

I sin bog inddrager Davidsen mange vigtige citater fra mange års Emil Nolde-fortællinger. I årene før 2013 var der fra tid til anden flere, som stillede spørgsmålstegn ved kunstnermyten, men de blev aldrig godkendt af den magtfulde ledelse i Seebüll. Sagen er, at Nolde i årene efter krigen ”var et af de få brugelige visitkort, tyskerne havde.” Var man ikke for alvor blevet plettet af krigens afskyeligheder, kunne man bl.a. hvidvaske sig ved at vise engagement i forhold til moderne kunst. Nolde blev hvidvasket for sine antisemitiske holdninger af andre forhenværende medlemmer af nazistpartiet, mens han indirekte hjalp dem til samme. Den ene tjeneste var den anden værd. 

Emil Nolde blev til martyren fra marsken; den bandlyste kunstner. Modstandskunstneren med ”De umalede billeder,” som blev malet i smug med akvarel, så Gestapo ikke kunne opsnuse hans trodsighed. Sandheden er, at Nolde ikke havde maleforbud, og han blev heller ikke undersøgt af Gestapo. Hvad angår mange af de ”umalede billeder” er de ikke engang fra årene 1938-45, som de ellers har været dateret til. Det kunstfaglige personale i Seebüll ændrede simpelthen på årstallene, så det passede bedre til fortællingen. 

En populær løgn

Myterne om Emil Nolde, som han selv var med til at skabe, var populære i efterkrigsårene. Der var i efterkrigstidens Tyskland behov for en fortælling, hvor ikke alle tyskere var gerningsmænd, men hvor nogle også var ofre. Eller sågar helte. I en brydningstid er verden dog sjældent sort-hvid, og særligt helte er en sjældenhed.

Et af de afgørende spørgsmål i bogen er, hvorvidt vi kan skelne mellem kunstneren Nolde og mennesket Nolde. Mennesket Emil Nolde og konen Ada var store beundrere af Hitler og nazismen. Begge var antisemitter. Det er afgørende viden, og det er afgørende, at Nolde ikke anses som hverken martyr, helt eller modstandsmand. Han var ingen af delene, hvilket Davidsen glimrende tydeliggør i sin vigtige udgivelse. Mennesket Nolde trådte så sandelig ved siden af. 

Hans Christian Davidsen har været kulturredaktør på Flensborg Avis i 25 år. Han begyndte allerede ved årtusindskiftet at bore ned i Noldes fortid. Det kommer naturligvis ikke kun af en interesse for mennesket Nolde, men også kunstneren Nolde, der også tildeles fin plads i bogen. Der er mange flotte illustrationer undervejs, som alle akkompagnerer teksten fint. Bogen, der for øvrigt er meget velskrevet, er en kærkommen påmindelse om, at når først en løgn bliver blåstemplet, så er den svær at standse.

Denne anbefaling er også blevet bragt i Ugeavisen Vejle den 30. marts 2022.

Materialer