
En oplevelse til at skyde 2022 i gang: Anne Birgitte anbefaler
'Brooklyn dårskab' af Paul Auster
Paul Auster kan fortælle om de små, unikke skæbner på en helt særlig måde. Brooklyn Dårskab er min absolutte Auster-favorit. Her møder vi forsikringsagenten Nathan Glass, der erklæres uhelbredelig syg og søger mod Brooklyn for at isolere sig og dø i fred. Nathan får dog ikke tid til at dø, for i Brooklyn møder han en række mennesker, hvis skæbner væver sig uundgåeligt ind i hinanden.
'Et helt liv' af Robert Seethaler
En af den slags bøger der giver kuldegysninger, så smuk og enkel er den. En simpel historie om et lille liv, et liv der dog er en vigtig del af det kæmpestore puslespil. En bog der bør læses i et stræk!
'Billie og Rafael' af Kristin Ómarsdottir
En helt speciel bog, der foregår i et ukendt land, i en ukendt tid, der dog er genkendelig. Der er krig, et børnehjem og mange soldater. Ikke en rar kombination, og det er også en barsk forstælling, men samtidig fortalt i et utrolig smukt billedsprog, som i kombination med handlingen giver en unik læseoplevelse. En bog man bør udfordre sig selv med.