Forsiden af bogen "Hændelsen".

Et par hændelser fra Annie Ernaux

19.01.23
Sidste års Nobelprisvinder Annie Ernaux har skrevet romanen ”Hændelsen” om sin illegale abort, og der er også lavet en film over bogen, som du lige nu kan se på Filmstriben.dk med dit bibliotekslogin.

Hændelsen - roman og film

Da Annie Ernaux er 16 år, bliver hun gravid. Det er katastrofalt i Frankrig i 1956, hvor abort er forbudt: det er forbudt at overveje abort, det er forbudt at snakke om abort, det er forbudt at få foretaget abort, det er forbudt at være medvidende til abort, det er forbudt at hjælpe andre til at få foretaget abort. Det er katastrofalt for Annie, at hun bliver gravid, da hun som katolik slet ikke må have sex før ægteskab, og hvis hun får et barn, kan hun ikke udnytte den helt usædvanlige (for den sociale klasse, hun tilhører) mulighed hun har fået for at studere. Annie går alene med sin graviditet, hun kan ikke snakke med forældrene om det, veninderne tør ikke snakke om det, den ”medvirkende” mandlige part synes, det er Annies problem alene. Uret tikker… i filmen illustreret ved at følge, hvor langt henne i graviditeten Annie er, og dermed hvor tæt hun er på deadline for, hvornår det vil være forsvarligt at få foretaget en illegal abort. 

Først prøver Annie selv, forgæves, at fordrive fostret. Da hun er 12 uger henne, har hun endelig fået fat i en adresse til en kvinde, der udfører illegale aborter hjemme i sin lejlighed. Efter et par forsøg lykkes det, men med komplikationer, så Annie er tæt på at miste livet. Hun bliver indlagt, og i sin tågede tilstand hører hun, hvad der bliver skrevet i hendes journal: ”Spontan abort” – og hun kan ånde lettet op. Hvis den læge, der havde vagt den dag, havde været knap så venligt stemt overfor unge kvinder, der var kommet i ”ulykke”, ville der havde stået ”illegalt foretaget abort” i journalen og hun ville være blevet straffet.

En rystende film! Men hvor er det godt, at nogen vil skrive bøger/lave film om samfund, hvor det ikke er muligt at få foretaget en legal abort og skrive om de konsekvenser, det har for kvinder. I dette tilfælde en meget ung kvinde. Som det eneste positive finder hun med disse oplevelser ud af, at hun vil være forfatter. Hun skal studere, ikke for at blive underviser, nej, hun skal studere, så hun senere kan leve af at skrive. 

Skammen - en roman

Da Annie er 12 år (i 1952 i Frankrig) oplever hun sin far udbryde ”jeg slår dig ihjel”, mens hans hænder er omkring Annies mors hals. Bagefter bliver denne hændelse aldrig nævnt, og familien fortsætter, som om intet er hændt. Chokket giver den store pige hukommelsestab, og hun kan bagefter kun huske stemningen. Men ”Fra da af kilede den søndag sig ind som et filter mellem mig og alt det jeg oplevede”. Det var dén oplevelse, der blev skelsættende for, hvordan hun fra da af opfattede verden. Og fra da af oplever hun ”skammen”, skammen over at være født ind i en familie, som nok har købmandsbutik og café, men ikke tilhører det bedre borgerskab, ikke er så formuende som andre, ikke kender de ”rigtige” sociale/kulturelle koder, hun føler skam over at være født ind i en familie, hvor man kan finde på at slå hinanden ihjel.

Annie Ernaux’ litterære kendetegn er også at finde i denne lille, mesterlige roman: det selvbiografiske stof forstørres op i en større samfundsmæssig sammenhæng, så vi får øje på ulighederne. Ulighederne mellem mand og kvinde, mellem de sociale klasser. Uligheden i hvilken skole, forældrene vælger (eller har råd til) til deres børn. Uligheden i hvor hurtigt pigerne udvikler sig til kvinder. Den 12-årige pige bliver pinligt bevidst om uligheden i alle parametre og skammer sig over at tilhøre ”de forkerte”. 
Annie Ernaux (f. 1940) modtog Nobels Litteraturpris i efteråret 2022. Hun var allerede kendt af de danske læsere, for vi har de seneste år fået flere oversættelser af hendes bøger. ”Skammen” er den seneste. 

Vil du vide mere om forfatteren, kan du blive klogere på Annie Ernaux og hendes forfatterskab ved et foredrag på Vejle Bibliotek tirsdag den 31/1 kl. 19.
Læs mere om arrangementet 'Annie Ernaux - Nobelforedrag med Matthias Dressler-Bredsdorff'.

Anbefalingen er tidligere bragt i Ugeavisen Vejle.

Materialer