Personalets bedste læseoplevelser 2022

31.01.23
Vores personale har delt deres personlige anbefalinger af deres bedste læseoplevelser i 2022.

Vi har samlet alle anbefalingerne, så du kan få lidt inspiration til din læsning her i 2023. 

Michel Houellebecq: Tiltintetgøre

Kate anbefaler: "Franske Michel Houellebecq er ikke for romantikere, og alligevel er der kærlighed og håb i "Tilintetgøre". Sex ligger år tilbage i Paul og Prudences ægteskab. Ægteparret lever adskilt i den lækre luksuslejlighed. Pauls far rammes af en hjerneblødning. Paul lider af en slem tandpine, men udskyder tandlægebesøg. En terrorgruppe lægger grufulde videoer på nettet. Kulsort, skarp og humoristisk politisk samtidsroman. Holder du af Frankrigs vinmarker og grå stenhuse, holder du også af Houellebecq. Jeg gør i hvert fald. Og har du tandpine, så se at få gjort noget ved den".

Jens Christian Grøndahl: Fra i nat sover jeg på taget 

Else anbefaler: "I et letlæst, smukt sprog er det imponerende, så meget Grøndahl får puttet ind på 232 sider. Det er en skøn kærlighedshistorie, hvor forfatteren samtidig tager nogle af tidens svære, mere komplekse temaer som meToo og generationskløfter op. En tankevækkende, reflekterende og faktisk også humoristisk samtidsroman". 

Jens Vilstrup: Lalandia

Lisbeth anbefaler: "En gribende og socialrealistisk fortælling om to brødre. Om et Danmark (-og Thailand) mange af os ikke kender til og en fortælling om, at verden ikke er sort/hvid". 

Sebastian Fitzek: Patienten

Dennis anbefaler: "Kan tyskere skrive krimier? Ja, det kan de og endda nogle rigtig gode af slagsen.

En af mine bedste læseoplevelser i 2022 kommer i form af den tyske thriller-forfatter Sebastian Fitzek. Fitzek er et kæmpe navn i Tyskland og har en lang biografi bag sig - og en del er efterhånden udkommet på dansk. Jeg har stadig til gode at læse en dårlig Fitzek-roman, og har du lyst til neglebidende underholdning samt forsøge at finde hoved og hale i plottet, så kast dig endelig over Patienten. En intet mindre end fantastisk thriller. 

I Patienten møder vi Till Berkhoff, hvis seksårige søn Max er sporløst forsvundet. Alt tyder på, at Max er faldet i kløerne på psykopaten Guido T, der allerede har tilstået flere mord i området. Guido T udtaler sig dog ikke længere, og der er derfor ingen afklaring på, hvor vidt Max er død eller levende. Till Berkhoff er martret af sorg, og vil gøre alt for at få afklaring. Da han får et vanvittigt tilbud om at lade sig indlægge på samme psykiatriske anstalt som Guido T, slår han til. Udstyret med falsk identitet og baggrundhistorie skal Till Berkhoff nu forsøge at få sandheden ud af Guido T. for endelig at få vished - men nogle gange kan det måske være bedre at leve i uvidenhed". 

Ditte Larsen: Anna Ancher på pindene

Anita anbefaler: "Jeg var i efteråret på ferie i Skagen, hvor jeg dykkede ned i historien om skagensmalerne. På et besøg i museumsbutikken på Skagen Kunstmuseum faldt jeg for ”Anna Ancher på pindene – malerisk strik” af Ditte Larsen. På trods af titlen findes også broderimønstre i bogen. Helt perfekt, når jeg netop her i efteråret har genoptaget min tidligere interesse for broderi".

Robert Galbraith: Det blæksorte hjerte 

Lene anbefaler: "Jeg har læst rigtig mange gode krimier i 2022, men den jeg har ventet med mest spænding på at læse er Robert Galbraiths, aka J.K. Rowlings, nyeste krimi i serien om Cormoran Strike. Heldigvis blev jeg ikke skuffet. Man er altid i godt selskab med den etbenede privatdetektiv og hans partner Robin. I vanlige Rowling-stil er bogen super velskrevet med nogle gennemførte karakterer og et godt plot om kvindehad, onlinestalking og digitale smædekampagner - måske med inspiration fra forfatterens eget liv? 

Min eneste anke er længden. Selvom man ikke keder sig, så kunne forfatteren måske godt have skåret den lidt skarpere - især de mange gengivelser af onlinechats fylder lidt for meget. 1.000 sider er meget for en krimi, men...

Hvis du ikke allerede har læst serien, der starter med "Gøgen kalder", så vil jeg stadig anbefale dig at komme i gang. Det er, på trods af de mange sider, en fremragende krimiserie".

Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet

Katja anbefaler: " “Et menneske der beskylder en kunstner for at være politisk, har nok aldrig haft sine egne menneskerettigheder til debat”

Ovenstående er en af utallige pointer fremsat af Glenn Bech i hans bog, ’Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’ (2022). Bogen er et stærkt opråb mod klassesamfundet, privilegier og ’gatekeeping'. I bogen beretter Bech om et ulige samfund, hvor adgangen til lægeerklæringer, valg af studieby og job, rejser m.m. er styret af faktorer såsom ens seksualitet, klasse og opvækst:

“min bror tilhører dem

Der sjældent får den nødvendige behandling

Hos lægen.

Alene fordi han ikke er særlig trænet i at fortælle,

Hvordan han har det.

 

(...) Min bror er næsten blind på det ene øje,

Han orker ikke at gøre noget ved det, eller

Han orker hellere at blive blind

End at gøre mere ved det”


Jeg har det privilegium, at store dele af Bechs bog er 'ny information' for mig, hvorimod andre heriblandt forfatteren har skulle opleve disse ting på egen krop og sind. Dette understreger blot endnu én af Glenn Bechs fremragende pointer i bogen: ”Ikke alle har lige adgang til ”lykkelig uvidenhed””

Så… Gør dig selv og samfundet den tjeneste at læse bogen".