Forside af Rachel Röst: Grundvold

Rachel Röst: Grundvold

”Din familie er noget iltfattig” siger en behandler til hovedpersonen Rebecca under hendes deroute ned gennem behandlersystemet i denne delvist selvbiografiske roman. Og iltfattig er faktisk et nøgleord. Det er en mørk roman, hvor man ind imellem gisper efter ilt, men den er samtidig godt skrevet og rejser nogle væsentlige problemstillinger i samtiden.

Fra Flemming Mengs bogreol, afsnit 12


Rebecca vokser op i en mormonfamilie, hvor moderen nærmest er fraværende på grund af sygdom og faderen er voldsom patriarkalsk. Han er ikke voldelig – ikke fysisk i hvert fald, men han er en mørkemand, der tugter sin familie med sit trossamfunds skrifter og en evig dommedagsskræk. Ikke drevet af ondskab, nej, tværtimod. Han gør det jo alt sammen i den bedste mening. Han er samtidig helt uansvarlig, når det kommer til at styre familiens ret begrænsede økonomi. Og mens han begrunder sine indkøb af en dyr cykel til sig selv og en computer, må Rebecca og hendes to søstre ofte gå i skole uden mad, og i gammelt og slidt tøj.

Hvis der er folk iblandt os, der mener, at man skal komme fra fjerne eksotiske egne til Danmark for at danne såkaldte parallelsamfund, så skal man da bare læse denne roman. Det kan etniske danskere også sagtens finde ud af!  Mere interessant er det, hvad der fører folk ind i sådanne alternative universer.

Jeg har truffet adskillige mormoner, muslimer og pinsemenighedsmedlemmer, der var og er lykkelige og velfungerende mennesker, der lever i harmoni med deres omgivelser og for hvem troen er et positivt indslag i deres daglige liv. Så det at tilslutte sig en bestemt religiøs bevægelse er ikke den brolagte vej ind i et parallelsamfund. Jeg vil endda tro at noget af den tunge skæbne, der rammer Rebecca, ikke engang entydigt bunder i religiøsitet. Jeg tror, at bestemte doktrinære politiske eller filosofiske / livsstilstydningmæssige miljøer kunne ende i det samme. Hvis der er en person, som Rebeccas far, der er parat til at være en guru, og hvis man samtidig kan eliminere enhver logisk kritik – gerne bundet i diverse skrifter, som IKKE er til diskussion, så er man godt hjulpet på vej ind i mørket.

Man skal også – som Rebeccas far – kunne fremmane billedet af det omgivne samfund som ikke blot ”urent” men også i bund og grund fjendtligt. I selve titlen ”Grundvold” ligger der også en dobbelthed. Mormoner fokuserer gerne på familien som en grundvold mod alt ondt. Men i denne roman, slår det hele over i en slags modsætning styret af en grundlæggende vold. Man vogter over hinanden, og hierarkiet i trossamfundet vogter med. Da Rebeccas oprør kommer, bliver det derfor også en voldsom og undertiden meget ekstrem frihedskamp, hvor hun anstrenger sig til det yderste for at gøre alt det, som Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (som mormonerne jo retteligen hedder), advarer mod eller forbyder. Det bliver en tur ned i bunden af samfundet med stofmisbrug, kriminalitet og alkoholmisbrug. Undervejs bryder Rebecca fuldstændig med sin religion – hun får også et barn uden for ægteskabet med en kriminel mand, der sidder fængslet, mens barnet kommer til verden. Men hun bevarer en slags kontakt med sin familie. Pakket ind i en form for ”væbnet neutralitet”.

Man forstår, at Rebecca faktisk er Rachel Röst + 30-35%. Forfatteren har haft en sammenlignelig barndom, men dog ikke været helt derude, hvor Rebecca kommer. Til gengæld har Rachel Röst ikke kontakt med sin far i dag.

Det er ikke en bog, som man bliver glad af at læse. Men det er en bog, der kan sætte mange tanker i gang, og måske også lære os noget om de personer, vi nu og da møder, og som ikke synes at leve i den samme verden som vi andre.
 

 

/ Flemming Hundevad Meng, 2021

Materialer