At skrive om andres liv...
Exo betyder uden for dig selv og fiktion er at finde på, eller foregive noget. I modsætning til autofiktionen, hvor forfatterne skriver ud fra deres egne erfaringer, tager de i exofiktionen udgangspunkt i andre personers levede liv som forlæg for deres fiktive værker. Det drejer sig om historier, hvor en mere eller mindre grad af frihed i fiktionaliseringen af historiske fakta, hændelser og personer er tilladt.
Det, at en roman skildrer det virkelige liv er ikke nyt. Biografiske romaner har nærmest altid eksisteret, men det er måden, det bliver gjort på, der er ny. Autofiktion er en genre, som er meget populær hos læserne, og som til tider også har skabt en del debat. Leonora Christina Skovs ”Den der lever stille”, Peter Øvigs ”Min mor var besat”, Glenn Bechs ”Farskibet” (modtager af Munch Christensens debutantpris 2021) og ikke mindst Karl Ove Knausgaards banebrydende selvbiografiske romanserie ”Min kamp” er alle populære eksempler på autofiktion.
I exofiktionen tager forfatteren modsat autofiktionen, udgangspunkt i en anden persons liv. Forfatteren fremskriver således med fiktionen som værktøj, en form for dokumentarisk roman og giver personen et ”nyt liv”. Man råder bod på nogle af fortidens uretfærdigheder ved at give en stemme til dem, der ikke blev hørt i deres samtid, for eksempel kvindelige kunstnere og videnskabsfolk.
Er der er en større længsel efter virkelighed nu end tidligere? Det at en historie tager udgangspunkt i noget autentisk, en fortælling som er baseret på en sand historie, rammer os måske på en anden måde, end hvis historien er fri fantasi og ren fiktion?
Hvis du vil være med til at afprøve den nye litterære tendens exofiktion, kan du roligt gå i gang med at læse én eller flere af disse romaner:
Jesper Wung Sungs ”Kvinde set fra ryggen” om Vilhelm Hammershøi og hans, indtil nu, ret ubeskrevne hustru Ida. Det er hendes liv og fortælling den smukke roman bygger på.
Eva Tinds ”Kvinden der samlede verden” giver liv til en af de mange kvinder i naturvidenskaben, der først nu får den anerkendelse, de har krav på. Marie Hammer var en meget usædvanlig kvinde for sin tid.
Lotte Kaa Andersens ”Den inderste kerne” om seismologen Inge Lehmann (f. 1888), som blev kendt for sin opdagelse af jordens inderste kerne.
Malene Ravns ”Hvor lyset er” er baseret på kunstmaleren Carl Fischers liv, og det er der kommet en gibende roman ud af. Et ensomt barndomsland og et rigt indre liv beskrives smukt og empatisk.
Søren Ulrik Thomsens ”Store Kongensgade 23”. Erindringsessays med nedslag i perioden, hvor forfatteren flyttede med forældrene fra Stevns til København. Om det år og de refleksioner, der udgik derfra.
Christina Englunds ”Slugt” om den amerikanske fotograf Francesca Woodman, der voksede op i 1970'erne i New York og som tog sit eget liv som 22-årig i 1981. Et stille, fint, og følsomt portræt af en ung plaget kunstnersjæl.
Rakel Haslund Gjerrilds ”Adam i paradis” er en historisk roman om kunstmaleren Kristian Zahrtmann, der kort før 1. verdenskrig maler sit skandaløse hovedværk "Adam i Paradis". Til læsere med interesse i dansk kunsthistorie.
Denne anbefaling er også blevet bragt i Ugeavisen Vejle den 6. oktober 2021.