Fire bøger på betonbaggrund

Små bøger - store oplevelser

Det kan være, der er andre end mig, der ikke altid kan samle sig om de store tykke episke værker på rigtig mange sider og med et persongalleri, der kan give ’Game of Thrones’ konkurrence. Derfor vil jeg her give inspiration til fire helt små romaner, der hver især rummer store oplevelser med langt færre personer - nogle af oplevelserne er mere behagelige end andre.

Jeg har taget to helt spritnye danske bøger med og to franske, der har fået gode anbefalinger både i hjemlandet og i udlandet.

Kvindeliv på dansk

Den første kortroman er Zenia Johnsens ’Alt det her’. Zenia Johnsen har flere udgivelser bag sig, de fleste af Johnsens tidligere udgivelser er børnebøger - både billedbøger og romaner for børn. For børn er ’Alt det her’ mildest talt ikke. I bogen er fortælleren en ung kvinde, der langsomt og i korte afsnit beskriver en barndom, der har været svær og blandt andet har budt på regulære overgreb fra en skolekammerat. Faderen er ustabil, og den eneste støtte er søsteren, der blandt andet lærer hovedpersonen at forsvare sig selv fysisk. Som læser føler man med den unge kvinde nu, der må i terapi hos en psykolog, men særligt føler man for den lille pige, som befinder sig i omgivelser, der ikke er særligt trygge.

Den næste kortroman kalder forfatteren selv for en romancollage. Louise Juhl Dalsgaard har skrevet ’Ting jeg tænker på’. Titlen skal tages helt bogstavligt, da næsten alle sætninger i bogen starter med ’jeg tænker på…’. Romanen er inddelt i tre afsnit, der hver især beskriver barndom, ungdom og tidligt voksenliv. Selvom der i bogen ikke er det, vi forstår med et handlingsforløb, så tegner der sig et billede af fortællerens liv fra barndom til voksentilværelse. Sætningerne er i sig selv handlingsmættede og giver læseren mindelser fra eget liv. Læs f.eks. denne sætning: ”Jeg tænker på min mors bestemte stemme, når hun stikker et stykke køkkenrulle ind under min næse: ’Puds!’.”

Kvindeliv på fransk

Hvis den meget fragmentariske form ikke virker så tillokkende, kan de næste to franske kortromaner måske være din næste læseoplevelse.

Édouard Louis fortæller i ’En kvindes forvandling’ om sin mors liv. Édouard Louis bragede igennem på den franske litteraturscene med bogen ’Færdig med Eddy Bellegueule’, der i 2015 kom på dansk. Generelt for Louis’ forfatterskab, er at han tager udgangspunkt i sit eget liv i sine beskrivelser af arbejderklassen i Frankrig. Således også med ’En kvindes forvandling’, der beskriver morens trøstesløse liv med en voldelig og fraværende mand, indtil hun bliver skilt og får hånd om sin tilværelse, samt etablerer et godt forhold til den homoseksuelle søn. Édouard Louis skriver selv i bogen, at han fik ideen til romanen, da han så et ungdomsbillede af moren, der på fotografiet er både ung, smuk og ligner en kvinde med mod på livet - meget modsat det billede, han har af sin mor fra sin barndom.

Den sidste kortroman er Sylvie Bocquis debutroman ”En sæson”, som var nomineret til flere priser i hjemlandet. I romanen følger vi en kvinde, der er så anonym, at hun er ved at forsvinde. Hun arbejder (og bor) på et hotel som oldfrue. Arbejdet består i at kontrollere værelserne, og privat holder hovedpersonen sig fuldstændigt for sig selv. Hun har dog en passion, og den er at indsamle hotelgæsternes parfumedufte. Hun samler prøver af de forskellige dufte og skriver små poetiske beskrivelser af dem. F.eks.: ”Værelse 350. Miss Dior, hvidt læder, basal, slutningen af et bal” og ”Værelse 411. Chloê, Rue de France, sukret fersken, vid kjole”. En finurlig roman om et menneske, der nærmest er helt usynligt og en skikkelse, man sjældent møder i litteraturen.

Materialer