Bøgerne Vittu og Tabita

Stemmer fra Grønland

18.02.22
Iben Mondrup er lige nu aktuel med romanen ”Vittu” - efterfølgeren til succesromanen ”Tabita” om de grønlandske adoptivbørn. Med ”Vittu” har hun skrevet endnu en vigtig roman om, hvor galt det kunne gå, selv når den overordnede danske intention og godhed var at hjælpe en række grønlandske børn til en bedre opvækst.

Grønland har i de senere år vundet stor plads i dansk skønlitteratur. Tænk bare på Kim Leines flotte historiske romanserie, som begyndte med ”Profeterne i Evighedsfjorden” eller på ”Blomsterdalen” af Niviaq Korneliussen - begge romaner som ganske fortjent indbragte de to forfattere Nordisk Råds Litteraturpris i henholdsvis 2013 og 2021.

Også Iben Mondrup har beskæftiget sig meget med Grønland i sine romaner. Hun fik i 2020 sit helt store gennembrud med den anmelderroste roman ”Tabita”, som i meget store træk handler om pigen Tabita, der bliver adopteret af et dansk ægtepar og fjernet fra sin egen familie, og ikke mindst sin vilde kultur, for at komme til et land, hun ikke kender.

I romanens slutning får vi historien om, hvordan det kom til at gå med Tabitas bror Vittu – det grønlandske navn for Vitus, efter at han i 1970’erne kom til Danmark sammen med sin søster. Meningen var, at de sammen skulle vokse op hos den nye familie, men en episode forældrene imellem, hvor den nye mor fandt ud af, hvem der var den rigtige far til drengen, betød dog, at Vittu pludselig blev skilt fra sin søster og i stedet blev anbragt på et børnehjem.

I januar i år udkom Iben Mondrup så med romanen ”Vittu”, der er en selvstændig fortsættelse til ”Tabita”.

Hvad skete der med Vittu?

”Vittu” tager sin begyndelse på børnehjemmet, hvor vi møder den 5-årige Vittu, en dreng der allerede har store ar på sin lille sjæl og en følelse af ikke at høre til nogen steder. 
Han bliver adopteret endnu engang, da et barnløst ægtepar fra Århus besøger børnehjemmet med det mål at hente Vittu med hjem til deres rige hjem i Jylland. Her skal han nu vokse op hos sin nye adoptivmor Alice, en dansk/fransk tidligere fotograf nu hjemmegående husmor og hos sin nye far Stig, der kun er hjemme i weekenderne, da ugens hverdage bliver brugt i København i en høj embedsmandsstilling i Udenrigsministeriet.

Vittu bliver Alice’s dreng, og med hans ankomst får hun brudt den ensomhed, der har præget hendes dage uden Stig. Hun knytter sig meget hurtigt og meget tæt til drengen, køber ham en ulvemaske og en hale af pels og lever sig fuldstændig ind i hans uvirkelige lege. Hun finder hurtigt sit kamera frem igen, får gang i sit atelier, og gennem billeder og nærvær udvikler hun et meget usundt og grænsesøgende forhold til drengen. Som hun siger til sig selv: ”Det er ikke forbudt” eller: ”Det er i orden, selv om han er stor”.
Denne tilknytning fortsætter også efter at Vittu er blevet teenager, og i en periode, hvor Alice kaster sig mere og mere over flasken.
Romanen fortjener at blive læst, så hvad der videre sker med Vittu, da han som ung mand vender tilbage til Grønland, det røbes ikke her.

”Vittu” er en meget fin og intens roman om de bortadopterede grønlandske børn og deres skæbne i Danmark. Den er så loyal og nænsomt skrevet og alligevel så skarp, og den giver os stor forståelse og sympati for drengen Vittu. 

Iben Mondrup er så god til at beskrive smerte, følelser, drifter og tiltrækningens kraft. Hun går på en naturlig måde så dybt ind i sine personer, at de når langt ind under huden på os læsere. Både "Vittu" og Tabita" kan varmt anbefales.

Denne anbefaling er også blevet bragt i Ugeavisen Vejle den 26. januar 2022.

Materialer