Tegneserier og graphic novels om musikere

22.04.22
Ved du hvordan Cash endte med at spille en koncert i et fængsel og har du hørt om Stuart Sutcliffe og Brian Epstein, som var ret vigtige i historien om The Beatles?

I næste uge får vi besøg af en Danmarks største Beatles-fans, nemlig Torben James Jensen, som vil fortælle os om The Beatles og personerne bag det ikoniske band i et unikt musikalsk foredrag. Her på biblioteket kan du selvfølgelig låne både musik, biografier og DVD'er om bandet, men vidste du at der også findes tegneserier og graphic novels, som handler om musik og musikere. God læselyst! 

Beatles: fra begyndelse til berømmelse af Kunnas

I denne tegneserie er vi som læsere med helt fra begyndelsen som i: vi møder bandmedlemmerne og deres familier, fra de er helt små og vi ser dem vokse op og ser hvordan de møder hinanden. Kunnas, som herhjemme er bedst kendt for hans billedbøger, har en meget farverig og humoristisk måde at illustrere på og vi følger gruppen lige indtil de har indspillet ’Please Please Me’ i efteråret 1962.

Baby's in black: the story of Astrid Kirchherr & Stuart Sutcliffe af Bellstorf

Har du hørt om Stuart Sutcliffe, som var en del af The Beatles dengang de optrådte i Hamborg? Denne graphic novel foregår i 1960, hvor The Beatles blandt andet spillede på skumle spillesteder på Reeperbahn og hvor Sutcliffe møder den unge tyske fotograf Astrid Kirchherr (som i øvrigt tog en hel del fantastiske billeder af gruppen dengang). Sort-hvid graphic novel om at være ung i 1960’erne og som giver et indblik i livet i og omkring den verdensberømte gruppe, da de befandt sig i Hamborg og var ved at bryde igennem.

Den femte Beatle: historien om Brian Epstein af Tiwary

Det er næsten umuligt ikke at nævne Brian Epstein, når man nævner The Beatles for han var en af de vigtigste drivkræfter bag gruppen, da de startede ud. Han var nemlig deres første manager og med hans hjælp begyndte gruppen at spille større steder og blive hørt af flere. Selvom Epstein er portrætteret som en ildsjæl uden lige og det faktum at The Beatles var et talentfuldt band, så var det ikke altid nemt at være manager og i denne bog får læseren et godt indblik i hvad der skete bag kulissen de første par år.  

Johnny Cash – I see a darkness af Kleist

I denne graphic novel af Kleist fra 2009 kommer vi helt tæt på ’the man in black’ og følger ham helt fra barndommen og til de sidste år inden hans død i 2003. Det er en stærk historie, som man ikke glemmer så nemt og her på biblioteket er det den engelske udgave, som du kan låne med hjem.     

Nick Cave: Mercy on me af Kleist

Kleist er også manden bag denne graphic novel om den australske rocksanger Nick Cave, som du både kan låne på dansk og engelsk på biblioteket og her følger vi Cave fra han var en ung fyr, som sang med sit band på små scener til han tager afsted til Europa for at slå igennem. Bogen er en sammenfiltring af sangtekster, scenekoncerter, Caves fantastisk fordrejede kreative hjerne, venskaber og ikke mindst kvindebekendtskaber. 

På sporet af Kim af Capezzone

En ung pige er ved at forberede sig på at skulle op til mundtlig eksamen om Kim Larsen, da hendes computer lige pludselig crasher, men i en bus 9a møder hun en mand, som ved en hel del om Larsen og fra ham hører hun både om hans barndom i København i 1950'erne med en bror og enlig mor, om hans tid som skolelærer inden Gasolin brød igennem og om livet som musiker. Capezzone er født i Frankrig, men har blandt andet været med til at illustrere Rasmus Klump og i 2014 lavede han den biografiske tegneserie 'Daisy - en prinsesse i Danmark' sammen med Erik Svane. 

Perkeros: diabolus in musica af Ahonen

Denne her bog af finske Ahonen og Alare handler om et fiktivt finsk metalband, som er ved at finde deres lyd og flere bandmedlemmer, da vi møder dem første gang. Det er både en historie om hvilken magisk effekt musik kan have og en historie om at finde ud af hvad man vil med sit liv. Og hvis du vil leve dig helt ind i historien, mens du læser den, så kan det være en fordel at sætte noget Pain of Salvation på anlægget.  

Materialer