Vejle-Avisen af Morten Kahr Suhr

Vejle-Avisen : begivenheder i perioden 1970-1979 : af Morten Kahr Sørensen

Da vi gik ind i halvfjerdserne var jeg en stor dreng på kanten af min forestående konfirmation, og da vi gik ud af det årti, var jeg en voksen mand, der studerede musikvidenskab i Aarhus og underviste i musikskolen i Vejle. Halvfjerdserne er derfor et vigtigt årti i min dannelseshistorie.

Derfor er Morten Kahr Sørensens ”Vejle-Avisen” om netop dette årti et særdeles hyggeligt bekendtskab. Der er mange begivenheder, som pludselig bliver levende for mig. Små begivenheder, man havde glemt, og større begivenheder som man husker – måske endda i et personligt lys. Det er en bog, som man ofte kan hente ned fra reolen og stimulere sin nostalgi med. En absolut velkommen og vedkommende bog.

Bogen er selvfølgelig opbygget kronologisk. Vi starter med 1970 og arbejder os frem. Men inden for de enkelte år kommer begivenhederne lidt mere tilfældigt. Dér tror jeg, at man havde vundet ved en mere stram kronologi – eller i hvert fald ved at datere hver enkelt artikel med dato og måned. Som sådan ville den kunne være en særdeles brugbar opslagsbog for lokalhistorisk interesserede.

Ud over lokale nyheder er enkelte nationale nyheder nævnt, og det er for så vidt udmærket, da det sætter de lokale begivenheder i relief.

Morten Kahr Sørensen har fået den absolut udmærkede og sjove idé at bringe forskellige ”annoncer” fra perioden for at understrege avispræget. Det er en rigtig god idé, som kunne vinde yderligere ved, at man havde bragt de oprindelige annoncer i faksimile.

70’erne er et spændende årti, der indledes med efterklangen af tressernes optimisme og fulde beskæftigelse, for derefter at følges af jordskredsvalg, oliekriser og heftige udsving i beskæftigelsesstatistikkerne. Der var også afstemning om EF, og alle disse ting behandles. Jeg sidder og tænker på, om det kunne have været en idé at bringe nogle af tidens læserbreve fra de lokale aviser. For at forstærke avispræget, men også fordi den slags giver indsigt.

Og nu skriver jeg ”aviser”. For netop i efteråret 1973 udkommer jo en ny lokal avis, ”Vejle Avis”. Dens redaktion modtager Cavling-prisen, den kommer i TV som det imponerende eksempel den er, ved at være noget så sjældent som en ny avis – et nyt lokalt dagblad - på det tidspunkt. Dens popularitet topper hurtigt og allerede i de første måneder af 1974 går avisen ind igen. Man kan godt undre sig lidt over, at den begivenhed mangler helt og aldeles. Men det er selvfølgelig en redaktionel beslutning.

Man forstår af forordet, at Morten Kahr Sørensen har planer om at tage andre årtier under behandling fremadrettet. Ideen er sympatisk, men man skal huske på, at de fleste lokalhistorisk interesserede formodentlig har ”Vejlebogen”, der på de bageste sider hvert år fra den første i 1992 og fremad samler op på den lokale historie gennem årene. Så det vil nok primært være 1980’erne og årtierne før 1970, der vil være et behov for.

Ovenstående ændringsforslag i behandling af stoffet bør nævnes, uden at dette udsletter indtrykket af en i andre henseende solid og værdifuld lokalhistorisk udgivelse, man kan tilbringe en god tid i selskab med.


Fra Flemming Mengs bogreol, afsnit 17