Forsiden af bogen Lido

Vejle i 1950'erne

30.04.21
Stor anbefaling: læs eller genlæs denne yderst velskrevne roman.

Jeg er i gang med at læse og genlæse Ulrik Gräs’ forfatterskab. Og det med største fornøjelse. Jeg vil her anbefale romanen ”Lido”, som foregår i slut-50’erne i en provinsby, som tydeligvis for os vejlensere er Vejle. Det er en såkaldt kollektivroman, og vi følger flere personer, ikke kun én hovedperson. Vi får mere indblik i udvalgte personer, f.eks. tre store drenge, som i bogen vokser til unge mænd, deres familier - især deres fædre - og de andre voksne i byen, der kommer til at betyde noget for deres videre færd i livet. Og det kræver noget ekstra, en voksen, der har øje for deres talenter, hvis disse tre skal bryde de mønstre og retninger, der ellers synes udstukket for dem. Det er børnebibliotekaren, der ansporer til læsning. Det er avisredaktøren, der siger, at ordblindhed skal skrives væk Det er bankdirektøren, der giver en arbejderdreng mulighed for at kunne komme i gymnasiet (det bliver kaldt et pædagogisk eksperiment!). Det er fabrikantens kone, der forsvarer de svage.

De tre pubertetsdrenge har alle et lettere anstrengt forhold til deres fædre. Tor er flov over sin PTSD-ramte far (psykiske mén efter krigen, hvor han var sabotør). Tue opsøger sin biologiske far - en kendt forfatter (baseret på J. Bech Nygaard, som har skrevet ”Guds blinde øje”), der har et medlemskab af det nazistiske parti bag sig. Og Tino er bestemt ikke glad, da farens medlemskab af frimurerordenen sikrer, at der ikke bliver politianmeldelse og økonomiske konsekvenser, da han kører galt i farens bil uden kørekort.

Denne ulighed er et stort tema i bogen. Penge, loger, myndigheder og presse er med til at opretholde uligheden. Det er et lokalsamfund med paradokser og dobbeltmoral.

Et nuanceret tidsbillede

”Lido” er et fantastisk tidsbillede. Det er sjovt at læse om den offentlige badeanstalt, hvor der foregår mange studehandler, og om de små og store begivenheder, der optager de lokale og får sladderen til at gå: som da en statue foran stadion får sin penis skåret af. Det er nervepirrende og uhyggeligt at læse om den 18-årige kvinde, der forsvinder, og hvordan mistanken om en forbrydelse breder sig og desværre viser sig at holde stik.

”Lido” er første bind i en trilogi, en Vejle-Krønike med et stort persongalleri og masser af humor. Værket er en stor gave til os vejlensere: bogen foregår i Vejle med virkelige vejlensere i persongalleriet, naturligvis fiktionaliseret af forfatteren, men de er absolut genkendelige. Alle andre uden for Vejle kan dog sagtens læse med, da byen, persongalleriet og de ting, der optager os, jo ikke er så meget anderledes i andre provinsbyer i Danmark.

Og nyd så Ulrik Gräs’ måde at skrive på. Han er ikke bange for at overlade læseren til at tænke selv. Der svælges ikke i tragedierne - og dem er der ellers en del af i bogen. Gräs har tillid til, at læseren besidder empati og kun behøver få ord for at mærke voldsomme begivenheders voldsomme følelsesmæssige eftervirkninger. Kender man Gräs’ forfatterskab, vil man også kunne se, at han uddyber nogle af disse tragedier i andre bøger.

Endelig vil jeg fremhæve Gräs’ flotte sprog. Han har i den grad været i stand til at udføre de retningslinjer, den karismatiske redaktør Nemo udstikker for sin journalistelev Tino i ”Lido”: Her er ingen klichéer, sætningerne er ”tilført brændstof”, skriften er i bevægelse og ofte bevægende, hans metaforer er i særklasse, de er ”aktive, hurtige og præcise”.

Helt velfortjent har Ulrik Gräs netop modtaget Vejles Kulturpris for sit store (i alle betydninger) forfatterskab.

Fakta: Ulrik Gräs er født i 1940 og voksede op i Vestbyen i Vejle. Han debuterede i 1965 med novellesamlingen ”Mandskab”. Ulrik Gräs bor i dag i Tørskind, skriver stadig på livet løs og udgav i 2020 den anmelderroste novellesamling ”Galgenfugle”.

Læs Ulrik Gräs' egne ord om, hvordan han blev forfatter, på Litteratursiden.dk

Materialer