Bog-Bents Blandede Bolsjer logo

Annette Herzog

11.01.21
Bog-Bents Blandede Bolsjer (nr. 3)


Nu bliver forfatteren Annette Herzog endelig dansk statsborger! Det er ganske vist, for det blev vedtaget i Folketinget i december 2020, men først efter 4 år og et afslag! 

Nogle debatindlæg og hjælp fra Foreningen Fair Statsborgerskab har hjulpet godt til, men nu står Annette Herzog endeligt på listen over næsten 3.000 kommende danske statsborgere, der er blevet vedtaget i Folketinget. Og det efter at hun i 20 år har skrevet masser af børnebøger på dansk!

Annette Herzog er født i DDR i 1960 i en landsby i nærheden af Berlin. Hun læste engelsk og dansk på universitetet i Greifswald og arbejdede bagefter flere år som tolk og oversætter i Berlin. Så kom Murens fald i 1989, og så flyttede familien – dvs. Annette Herzog, mand og fire børn til Danmark, hvor hun var blevet optaget på EU-konferencetolkeuddannelsen på Handelshøjskolen.

Det skulle oprindelig kun have været for 6 måneder, men pludselig var der gået en masse år, og familien Herzog boede stadigvæk i Danmark. Annette Herzog har arbejdet i bl.a. WHO og Det Europæiske Miljøagentur, men blev til sidst så træt af at arbejde i sekretærstillinger og så desperat over det daglige ræs med fuldtidsjob, dårlig samvittighed på alle fronter, børn, der bliver syge, nødløgne og uduelige chefer (ikke alle, men mange, fortæller hun!), at hun besluttede at skrive om netop det for børn og set fra en lille piges synsvinkel. Hun skrev sent om aftenen og tidligt om morgenen, og det blev til debutbogen "Man ved aldrig med Emilie…" der udkom i 2000 - først i Danmark og senere også i Tyskland.

Så blev hun elev på Forfatterskolen for Børnelitteratur i 2000 og har siden skrevet mere og mere, både på tysk og på dansk. Og nu kan hun forhåbentlig ikke holde op igen... Det er indtil nu blevet til omkring 40 uhyre velskrevne romaner for børn og unge på dansk.

Bl.a. har hun skrevet ”I brøndens mørke” (2005), hvor Viktor og tvillingebroderen på 13 år vender tilbage til den landsby, hvor Viktor som 1-årig blev gemt i en brønd og var lige ved at dø. Nu prøver de to at finde en forklaring sammen med nogle børn fra landsbyen. ”I brøndens mørke” bygger på en virkelig oplevelse, for Annette Herzog har selv oplevet at finde den ene af sine dengang halvandet-årige tvillinger i bunden af en brønd med et tungt jerndæksel over. I virkelighedens verden fandt Herzog aldrig en forklaring, men den får vi i fiktionen.

Pssst!” er en graphic novel om den 12-årige Viola. Bogen tager fat på livets store og små spørgsmål på en vidunderlig og vedkommende måde, og læseren/kiggeren får et dybt indblik i de tanker, som Viola gør sig om livet før livet, livet, døden, venner, familie, ensomhed, udseende, popularitet… Det er Katrine Clante, der har tegnet helt vidunderligt.

Fortsættelsen hedder ”Hjertestorm.Stormhjerte”, og det er igen en graphic novel. Den nu 14-årige Viola og den jævnaldrende Storm har to ting til fælles; de er forelskede – i hinanden, men de har svært ved at få det sagt. Katrine Clante tegner Violas tanker og gøren, og Rasmus Bregnhøi har mere end godt fat i Storms ditto.

De to historier giver heldigvis ingen færdige svar, men overlader det smukt til læseren/kiggeren selv at tænke og drage de nødvendige og mere personlige konklusioner. ”Pssst!” og ”Hjertestorm. Stormhjerte” er blevet til i et helt enestående samspil mellem forfatter og illustratorer, som igennem hele forløbet har været i tæt dialog om hvert enkelt kapitels tematik, fortælleform og den visuelle udformning. Det er bare utrolig smukke, væsentlige og enestående bøger, som næppe vil blive overgået lige med det samme.

Annette Herzog står efterhånden bag en lang række børne- og ungdomsbøger, bl.a. ”Ludomir Morgenhår” (2003) og den roste tween-serie om Emma, ”Drenge, lus og løse tænder” (2009), ”Drenge, rod og røde ører” (2010) og ”Drenge, kys og kolde fødder” (2012). Hun har desuden udgivet en række billedbøger sammen med forskellige illustratorer.

Senest har hun skrevet om sin opvækst i DDR. ”På vores side af muren” er titlen. I 2020 fejrede Tyskland 30-året for genforeningen mellem DDR og Vesttyskland, og Annette Herzogs barndomserindringer udspiller sig i DDR før Berlinmurens fald og er en spændende og medrivende fortælling om livet i et land, som de færreste skoleelever og voksne kender til. ”På vores side af muren” er udkommet i Dansklærerforeningens serie MIN HISTORIE, der er erindringer skrevet for børn og unge. ”På vores side af muren” henvender sig til 6.-9. klasse.

Annette Herzog er et særdeles interessant bekendtskab, og forfatterskabet er værd at dykke ned i – også selv om man er voksen!

/ Bent Ramussen, 2021

Bent Rasmussen data

 

Materialer