Skilt med lukket bibliotek

Det digitale bibliotek er stadig åbent

13.03.20
Mens vi har lukket for adgangen til det fysiske bibliotek, har vi sat kvoten op fra 6 til 10 lån pr. måned på Filmstriben og eReolen.

Du kan for eksempel finde masser af gode e-bøger og lydbøger på eReolen og spændende film på Filmstriben. På eReolen Go! finder du et stort udvalg af bøger og lydbøger til børn i alle aldre. Her kan børnene bruge deres UNI-login. 
 
Her er et lille udvalg af gode titler til familieunderholdning

Filmstriben

Jeg er William (fra 7 år)
Williams far er død i en trafikulykke og hans mor er psykisk syg. Heldigvis bor William hos sin morbror Niels, der er førtidspensionist, hasardspiller og hæler. Men både Niels og William har en dødsdom hængende over hovedet. Vil det lykkes William at skaffe de penge de mangler?

Zarafra (fra 7 år)
Idas far bliver lam på grund af en gammel skade fra et fald. Han vil dø, hvis han ikke bliver opereret, men operationen vil koste halvanden million kroner. Ida beslutter sig for sammen med kammeraterne Sebastian og Jonas at plyndre en bank.

 

eReolen (eReolen Go)

Mestertyven Vips – bind 1 og 2 (fra 10 år)
Glimrende krimier for børn og unge, rent guf – de voksne kan også nyde dem. 13 årige Karoline også kaldet Vips er på vild flugt fra både politiet, hensynsløse forbrydere og de mystiske Grå Herrer, der alle vil have fat i det ældgamle indianske totem Vips og hendes far er kommet i besiddelse af. Både som e-bøger og lydbøger.

Kolumbus Kristensen rykker ud (fra 7 år)
Kolumbus Kristensen er ny elev i 3. klasse på Sumpskolen i Risskov, og han opdager at mystiske "syge" ting sker i Risskov. Folk forsvinder. Kolumbus og vennerne laver et opdagerkorps og løser måske gåden inden de selv kommer på dåse. Lydbog.


Har du lyst til at læse magasiner, lytte til koncerter, se gamle danske film, læse fagbøger eller romaner på engelsk, så gå på opdagelse i vores mange nettjenester. Du finder dem i menuen Netmedier.
Til at logge ind bruger du dit cpr.nr. og din pinkode til biblioteket. På visse af tjenesterne er der begrænsninger. Du kan låne 10 film på Filmstriben og 10 e-bøger og 10 lydbøger pr. måned på eReolen. Du skal være oprettet som låner og bo i Vejle Kommune for at bruge nettjenester fra Vejle Bibliotekerne. Se her, hvordan du bliver oprettet.