Trine Bundsgaard

Hvorfor flipper Frede ud?

01.10.21
Trine Bundsgaards skønne billedbogsserien ”Hverdagsungerne” om Frede og Selma sætter spot på børns følelser og hverdagsliv.

Bøgerne om Frede og Selma handler om de tilsyneladende små ting i hverdagen, som faktisk er store og fylder meget for børnehavebørn: at føle sig lidt forladt eller uoplagt, at blive uvenner med sin bedste ven, at savne sin far. 

”Hverdagsungerne Frede og Selma” passer perfekt til børn i alderen 3-6 år, og til højtlæsning i børnehaven eller derhjemme. Der er fire billedbøger i serien, og bøgerne handler om situationer og følelser fra hverdagen, som alle børn kender til. Trine Bundsgaards korte sætninger og mundrette replikker gør bøgerne lette at læse op, og Charlotte Pardis humoristiske og meget udtryksfulde illustrationer supplerer og uddyber teksten på bedste vis. Tekst og billeder er lige til at spejle sig i for ethvert barn i børnehavealderen. 

Hverdagen set fra barnets perspektiv

Vi møder Frede og Selma for første gang i ”Frede og Selma og et ret højt træ”’. Der er larm i børnehaven, der er nogen, som griner. Frede griner ikke, han gider slet ikke at være i børnehave i dag. Derfor sætter han sig ud i garderoben for sig selv. Der sidder han så bare, indtil en pige stiller sig foran ham. Pigen hedder Selma, og hun er ny i børnehaven, og hun forsøger at få gang i en snak med Frede. Frede siger ikke noget, han rejser sig bare og går, men heldigvis følger Selma efter Frede. Og de ender med at klatre op i et træ. Frede har aldrig været så højt oppe før, og det gør ondt i hænderne, men da de sidder ved siden af hinanden oppe i træet gider Frede godt at snakke. Sådan begynder venskabet mellem Frede og Selma. 
Selma kan godt lide træer, og for Frede var det noget af et humørboost, at det lykkedes at klatre op i træet.
Tilfældigvis læste jeg fornylig en artikel i tidsskriftet ”Vera” om trivsel og glæde i børnehaven set ud fra et børneperspektiv. Artiklens forfatter, antropolog Anette Boye Kock, fortæller, at forskningsresultater peger på, at det gode ved at gå i børnehave handler om at lege og have det sjovt sammen med sine kammerater. Spørg man børnene, er det bedste ”at lege”, og det er glædesfyldt at have kropslige kompetencer. Set i det lys er der gode identifikationsmuligheder i ”Frede og Selma og et ret højt træ”.

Hvordan gik det i børnehaven i dag?

I ”Frede flipper ud” glæder Frede sig til at bygge en hule med Selma, ligesom de gjorde i går, men nu er Selma optaget af at spille Ludo med Frida og Aya. Frede føler sig totalt usynlig, og lige pludselig går hans arm amok så Ludo-brikkerne vælter rundt. Alle siger noget dumt til hinanden, men inden børnehavedagen er slut, får Selma og Frede raget kastanjerne ud af ilden og bygget en hule sammen. Og de får talt om konflikten ved Ludospillet. Frede og Selma får sat ord på deres følelser. Og læsning af ”Frede flipper ud” - eller en af de andre bøger i serien - giver børn og forældre en mulighed for at snakke om det, børnene oplever i børnehaven. ”Børn og deres forældre er jo væk fra hinanden mange timer hver dag, og børnene oplever en hel masse i børnehaven, som kan være svære - og svære at huske. Og der kan en bog være med til at hjælpe børn og forældre med at få snakket om, hvordan det egentlig går i børnehaven” fortæller forfatteren til serien, Trine Bundsgaard.
Frede flippede ud, men han fik styr på sig selv, og talt ud med Selma. Ingen tvivl om, at selvkontrol og gode kommunikative kompetencer er værd at gå efter. Frede og Selma er godt på vej. Bundsgaard og Pardi portrætterer børn og deres virkelighed kærligt og med lidt bid. Hverdagsungerne kan læses i vilkårlig rækkefølge.

Denne anbefaling er også blevet bragt i Ugeavisen Vejle den 22. september 2021.

Materialer